Ancylussøen

Ancylussøen er betegnelsen for den ferskvandssø, der dækkede store dele af Østersøen og omgivende landområder for 10.500 – 8.500 år siden. Ancylussøen repræsenterer et ferskvandsstadie i Østersøens udvikling fra sidste istidsslutning til idag. Søens udvikling falder i to afsnit, hvor det første havde først afløb til Kattegat gennem Svea-älv i Midtsverige, det andet gennem Dana-elv syd om Lolland-Falster og op gennem Storebælt. Søen har fået navn efter den lille ferskvandssnegl Ancylus fluviatilis, der levede i stort tal på bunden af bassinet.

Efter tapning af den Baltiske Issø og Yoldiahavets indtrængning blev Østersøsænken efterhånden til et ferskvandsbassin. For ca. 10.500 år siden indsnævredes udløbet gennem Svea-älven på grund af landhævning for til sidst at lukke helt. Samtidig steg vandstanden i søen på grund af hurtig afsmeltning fra resterne af det Skandinaviske Isskjold. Den højeste vandstand indtraf for ca. 10.200 år siden (Fig. 1), men selvom tilførsel af smeltevand stadig fandt sted, medførte landhævning i de nordlige områder af bassinet lokal vandstandssænkning. Dette blev modsvaret af stigende søniveau i den sydlige del af Østersøen, hvor landhævningen var langt mindre, hvilket medførte at hele bassinet så at sige tippede sydover. Under denne del af Fastlandstiden blev udløbet forlagt til Dana-elven og andre floder gennem Bælterne, men ikke Øresund, da tersklen ved Flinterenden mellem Saltholm og Malmø allerede var hævet over søens niveau.

Erosion af udløbet gennem floderne i Storebælt medførte udbygning af store deltaer og bariereøer i den sydlige del af Kattegat, men samtidig havde havstigningen overhalet landhævningen således at, søens vandspejl og havets niveau kom til at ligge i samme højde for ca. 9.800 år siden. Udløbet gennem Dana-elven blev svækket af periodevis saltvandsindtrængning fra Kattegat til den vestligste del af Østersøen. Søbassinet var dog stadig domineret af ferskvand de følgende ca. 1000 år. Bassinet var imidlertid udsat for tiltagende brakvandsindslag og for ca. 8.500 blev hele Østersøen til et barkvandsbassin, mens vores indre farvande oplevede fuldt marine forhold. Litorinahavet var herefter trængt langt ind i Østersøsænken og tilliggende havbugter.