Faktaboks

Amartya Sen

Amartya Kumar Sen

Født
3. november 1933
Amartya Sen i 2012
Af .
Licens: CC BY SA 2.0

Amartya Sen er en indisk økonom, filosof og Nobelprismodtager. Han er især kendt for sine dybtgående analyser af fattigdoms- og hungersnødsproblemer.

Uddannelse og karriere

Sen blev uddannet ved University of Calcutta og Trinity College, Cambridge, hvorfra han tog ph.d. i 1959. Herefter havde Sen en række ansættelser ved universiteter i USA og Indien. I 1988 blev han professor ved Harvard University, og herefter Master of Trinity College ved Cambridge University.

Arbejder

Sen har bidraget til forskningen indenfor flere forskellige områder af økonomisk teori. I tiden omkring 1970 bidrog han til at videreføre teorien om social choice påbegyndt af Arrow. Det mundede ud i bogen Collective Choice and Individual Values (1970), der i høj grad bidrog til at popularisere denne emnekreds.

I 1980'erne var hans nok mest kendte bidrag teorien om hungerkatastrofer. Her påpegede han blandt andet, at hungersnødskriser snarere skyldes manglende indkomster hos de ramte end et svigtende udbud af fødevarer.

I det videre arbejde med problemerne om hungersnød, udvikling og ulighed formulerede Sen det centrale begreb capability, der tager sigte på at sammenfatte individernes samlede udfoldelsesmuligheder, hvor indkomst kun er en medvirkende faktor.

Sen har desuden ydet en række fundamentale bidrag inden for økonomisk velfærdsteori, blandt andet filosofiske analyser af forholdet mellem etik og økonomisk teori, såvel som analyser af begrebet retfærdighed.

I 1998 fik Sen Nobelprisen i økonomi.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig