Aleksandr Solzjenitsyn

Faktaboks

Aleksandr Solzjenitsyn

Født: 11. december 1918
Død: 3. august 2008

Aleksandr Solzjenitsyn var en russisk forfatter og en af Sovjettidens betydeligste systemkritikere. I 1970 modtog han Nobelprisen for sit forfatterskab, hvori han bl.a. beskrev de sovjetiske tvangsarbejdslejre. I en lang årrække levede han i eksil i USA, men vendte tilbage til sit hjemland efter systemskiftet.

Solzjenitsyns biografi

Under 2. Verdenskrig opnåede Aleksandr Solzjenitsyn rang af kaptajn, men blev arresteret i 1945 på grund af uforsigtige udtalelser i sine breve hjem.

Efter otte år i tvangsarbejdslejre, kaldet GULag, blev han forvist til Kasakhstan, hvor han arbejdede som fysiklærer. Her blev han også helbredt for en livstruende kræftsygdom.

Nobelpris og landsforvisning

For sit banebrydende forfatterskab tildeltes Solzjenitsyn i 1970 Nobelprisen, og styret iværksatte en massiv smædekampagne mod ham. I 1974 blev forfatteren arresteret og landsforvist. Solzjenitsyn bosatte sig i Vermont, USA.

Tilbagevenden til Rusland

Forfatteren fik en officiel opfordring til at blive repatrieret. Han stillede som betingelse, at GULag øhavet skulle udgives i sin helhed. Da det var sket, vendte Solzjenitsyn hjem i 1994 under fuld mediedækning.

Han fortsatte sit virke som moralsk dommer og samfundsrevser, i en periode med sit eget ugentlige tv-program. Men interessen for hans fortællinger og essays, fx Rusland i skred (1998), var dalende. Mange mente, at hans politiske konservatisme og status som "profet" var uforenelige og desuden passé i det postkommunistiske Rusland.

Omkring årtusindeskiftet trak forfatteren sig af helbredsmæssige årsager tilbage fra offentlighedens søgelys.

Aleksandr Solzjenitsyns forfatterskab

I 1962 fik Aleksandr Solzjenitsyn sit sensationelle gennembrud hjemme og i udlandet med En dag i Ivan Denisovitjs liv (på dansk i 1963). Romanen var, med sin autentiske tone og koncentrerede stil, en født klassiker i tøbruddets lejrlitteratur.

Året efter udgav han fortællingen Matrjonas gård (på dansk 1964), men han kom snart på kollisionskurs med forfatterforeningen og partiet. Hans to romaner I den første kreds (1964) og Kræftafdelingen (1966) udkom i Vesten i 1968 (på dansk i henholdsvis 1970 og 1969) og cirkulerede illegalt i USSR.

I 1971 udkom i Paris August 1914 (på dansk i 1972), første del af firebindsværket Det røde hjul (1971-1991). Derpå fulgte den dokumentariske beretning om Josef Stalins fangelejre, GULag øhavet (1973-1975, på dansk i 1974-1976), som gav stødet til et omfattende opgør med eurokommunismen.

Kalven og egen (1975, på dansk i 1976) er en udførlig beretning om Solzjenitsyns sammenstød med det sovjetiske magtapparat.

Det øvrige virke

Ved siden af sit skønlitterære forfatterskab arbejdede han på en ordbog over bevaringsværdige russiske vendinger, og med mellemrum stod han frem med manende appeller til sine landsmænd og Vestens politikere.

I 1980'ernes glasnost kunne Solzjenitsyns værker omsider offentliggøres i USSR, og i 1990 blev hans traktat, Hvordan skal vi indrette Rusland? (da. 1991), det store debatemne.

Fond og litteraturpris i Solzjenitsyns navn

Et fond, oprettet mens han var i eksil, samt Aleksandr Solzjenitsyn Litteraturprisen, indstiftet 1997 for at hædre ligesindede russiske kunstnere, er herefter blevet administreret af hans hustru.

Læs mere i Lex

Ruslands litteratur

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Sovjettidens russiske litteratur

Tine Roesen

lektor, ph.d., Københavns Universitet