Albert Camus

Faktaboks

Albert Camus

Født: 7. november 1913, Mondovi, Algeriet
Død: 4. januar 1960, Villeblevin, departementet Yonne, Frankrig
Nationalitet: Fransk

Albert Camus betragtede sig selv som en fransk forfatter fra Algeriet. Selvom han tog ivrigt del i tidens politiske debatter, var litteraturen det vigtigste for ham. Han afviste også at skulle være filosof. Han modtog Nobelprisen i litteratur i 1957.

Han blev berømt for sin første roman, L'Étranger, 1942 (på dansk Den fremmede, 1944, nyoversat i 2002) om en ung mands liv i en absurd verden. Han fik stor betydning i efterkrigstiden som eksistensfilosofisk tænker, skuespil- og romanforfatter, teatermand, journalist og essayist.

Ligesom Jean-Paul Sartre tog Camus udgangspunkt i oplevelsen af livets mangel på mening, uden Gud og uden absolutte værdier. Denne erkendelse udviklede han i årenes løb med et almengyldigt værdisæt baseret på solidaritet, frihed og modstand mod totalitær tankegang (L'Homme révolté, 1951, på dansk Oprøreren, 1964). Hans engagement i tiden ses i hans foredrag og taler samlet i Conférences et discours 1936-1958, 2017.

Fra Algeriet til Paris

Camus, med cigaret og i hvid skjorte, fejrer befrielsen af Paris i august 1944 sammen med redaktionen af den illegale avis Combat.

Camus fejrer befrielsen af Paris, 1944

Af Morepi.

Licens: CC BY SA 4.0

Camus blev født i Mondovi i det nordlige Algeriet. Efter faderens død under 1. Verdenskrig flyttede familien til Alger, hvor han voksede op i et fattigt arbejdermiljø. Dette miljø har han skildret i et efterladt, ufuldendt romanmanuskript, Le Premier Homme (udgivet posthumt i 1994, på dansk Det første menneske, 1995), der går tæt på hans eget splittede forhold til Algeriet og dets historie.

Kun takket være legater lykkedes det Albert Camus at få en studentereksamen, men han måtte opgive sine filosofistudier på grund af tuberkulose. Han var en kort overgang medlem af det algierske kommunistparti og ledede en amatørteatergruppe i Alger, hvor han også startede som journalist.

Under 2. verdenskrig opholdt han sig i Frankrig og arbejdede ved undergrundsavisen Combat, som han forblev hovedkraften bag indtil 1947. Han blev samtidig tilknyttet forlaget Gallimard som redaktør. Perioden var afgørende for hans intellektuelle og politiske udvikling, sådan som den kom til udtryk i hans lederartikler og andre aktuelle kommentarer og refleksioner (Actuelles. Chroniques 1944-1948, 1950, udvalg på dansk i 1970, fulgt af Actuelles II, 1953, udvalg på dansk 1973) . Hans tanker over modstanden mod tyskerne udkom allerede under krigen og samledes i Lettres à un ami allemand i 1945 (på dansk Breve til en tysk ven, 1966).

Et bredt forfatterskab

I sin bog *Sisyfosmyten* (1942) brugte Albert Camus den græske myte om Sisyfos, der for evigt skulle skubbe en stor sten op ad en bakke. Når han nåede toppen, trillede den ned igen, og han kunne starte forfra. Maleri af Franz Stuck fra 1920.

"Sisyphus", 1920

Af Franz von Stuck/Galerie Ritthaler, München.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Straks efter krigen stod Camus som en af Frankrigs vigtigste forfattere med værkerne om det absurde: romanen L'Étranger, det moralfilosofiske essay Le Mythe de Sisyphe (1942, på dansk Sisyfosmyten, 1960) samt skuespillene Le Malentendu (1944, dansk opførelse Misforståelsen, 1952) og Caligula (1945, på dansk 1947).

Han begyndte allerede under besættelsen af Frankrig på en serie nye værker, nu med revolten som hovedemne: romanen La Peste (1947, på dansk Pesten 1947, nyoversat i 2012), L'Homme révolté, samt debatstykket Les Justes (1950, på dansk De retfærdige, 1951).

Sisyfosmyten og Oprøreren

Sisyfosmyten beskriver i knappe paradokser den moralske konsekvens af tilværelsens meningsløshed. Svaret er en kvantitetens moral; det gælder om at leve mest muligt. Denne foreløbige holdning erstattes i Oprøreren af en solidaritetens etik, der blev Albert Camus' omstridte bidrag til fransk antitotalitær tænkning og årsag til hans endegyldige brud med Jean-Paul Sartre. Oprøret mod den meningsløse skæbne kan kun begrundes, siger Camus, hvis man erkender sin samhørighed med andre mennesker: "Jeg gør oprør, derfor er vi" som et svar til René Descartes' "Jeg tænker, derfor er jeg.

Den Fremmede

Albert Camus' mest originale indsats finder man i romanerne. Den Fremmede betegnede en revolution i fransk romankunst, bl.a. ved at vise fremmedgørelsen gennem selve romanens fortælleform: Jeget fremstiller selv i en slags dagbogsform sin fremmedhed over for tilværelsen og det retsmaskineri, der dømmer ham for mord og for manglende følelser.

Pesten og Faldet

Pesten, som er inspireret af den tyske besættelse af Frankrig, taler allegorisk om egoisme, straffedom og solidaritet. La Chute (1956, på dansk Faldet, 1957) illustrerer i en dybt original, monologisk form den vestlige civilisations skyld: Det moderne menneske stiller sig retfærdigt og angergivent an, men søger i virkeligheden blot bekræftelse på sin egen selvgodhed.

Skuespil og essays

Albert Camus var mindre nyskabende som skuespilforfatter og essayist. Hans stykker stiller imidlertid grundlæggende etiske spørgsmål: Hvor går magtens og frihedens grænser (Caligula)? Kan terroristmordet forsvares moralsk (De retfærdige)? Her som i Le Malentendu om en fremmed, der ikke genkendes som en fortrolig, er Albert Camus' styrke hans evne til at se uløselige og tragiske konflikter i øjnene.

En samling essays fra 1939-1953 udgivet under titlen L'Été (1953, på dansk Sommer, 1961, nyoversat i 1972) formidler dog store øjeblikke af skønhed og håb. Hans refleksioner og notater gennem livet (Carnets (udgivet posthumt i 1962, 1964, 1989), i udvalg på dansk, Dagbøger, 1992) afspejler de to sider af hans livssyn.

Tragedien i Algeriet

Albert Camus forblev stærkt knyttet til sit hjemland og talte mange venner blandt franskmænd og arabere. Algierkrigen (1954-1962) blev derfor en personlig tragedie, der anes bag flere af novellerne i L'Exil et le Royaume (1957, på dansk Eksil og kongedømme, 1958, revideret i 2013).

Hans idé om beskyttelse af civilbefolkningen i Algeriet og hans forsøg på at vinde gehør for en føderalistisk ordning mellem dette land og Frankrig fik ingen følger, men fjernede ham kun fra kredsen af intellektuelle, der støttede Algeriets selvstændighed. I 1959 gav han i et brev udtryk for, at han kunne gå ind for præsident de Gaulles åbning i retning af selvbestemmelse for indbyggerne i Algeriet.

Camus samlede i 1958 sine artikler og foredrag om Algeriet i Actuelles III. Chronique algérienne. Hans omfattende kommentarer til, hvad han kaldte "tragedien i historien", er samlet i den posthumt rekonstruerede Actuelles IV (2024).

I en omfattende korrespondance (under løbende udgivelse) delte Camus tanker og følelser med nære venner og kolleger, bl.a. digteren og modstandsmanden René Char og forfatteren Jean Grenier, samt veninden gennem mange år, skuespilleren Maria Casares.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Nobelkomitéens begrundelse

Litteratur

Boisen, Jørn (2005). Albert Camus. En introduktion. København: Gyldendal.
Lager, Alexis et Rémi Larue (2024). Albert Camus & la nature contre l'histoire. Lorient: Éditions le passager clandestin.
Lévi-Valensi, Jacqueline. CAMUS, Albert. Encyclopædia Universalis. Elektronisk udgave.
Lund, Hans Peter (2017). Camus – au-delà de l'absurde. København: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Fransk og frankofon litteratur fra 1940 til 1990

Hans Peter Lund

docent emeritus, dr.phil., Københavns Universitet