(1)

Den 15. april 2014 vedtog Kommissionen en rapport om anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 (3). Rapporten konkluderede, at forordning (EF) nr. 2201/2003 er et velfungerende instrument, som har medført store fordele for borgerne, men at de eksisterende regler kan forbedres. Der skal foretages en række ændringer af nævnte forordning. Nævnte forordning bør af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Denne forordning fastsætter ensartede kompetenceregler for skilsmisse, separation og annullation af ægteskab samt for internationale tvister om forældreansvar. Den letter afgørelsers samt officielt bekræftede dokumenters og visse aftalers bevægelighed i Unionen ved at fastsætte bestemmelser for deres anerkendelse og fuldbyrdelse i andre medlemsstater. Denne forordning præciserer desuden barnets ret til at få mulighed for at udtrykke sine synspunkter i sager, som vedrører barnet, og indeholder også bestemmelser, der supplerer Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (»Haagerkonventionen af 1980«), i forbindelser mellem medlemsstaterne. Denne forordning bør derfor bidrage til at styrke retssikkerheden og øge fleksibiliteten for at sikre, at adgangen til retssager forbedres, og for at sikre, at sådanne sager gøres mere effektive.

(3)

Det er afgørende for Unionen, at den har et retligt område, der fungerer smidigt og korrekt, med respekt for medlemsstaternes forskellige retssystemer og traditioner. I den forbindelse bør den gensidige tillid til hverandres retssystemer fremmes yderligere. Unionen har sat sig som mål at skabe, bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer og adgang til domstolsprøvelse. For at nå dette mål bør personers, navnlig børns, rettigheder i retsprocedurerne styrkes med henblik på at lette samarbejdet mellem retlige og administrative myndigheder og fuldbyrdelsen af afgørelser i familieretlige spørgsmål med virkninger på tværs af grænser. Gensidig anerkendelse af afgørelser på det civilretlige område bør fremmes, adgangen til retlig prøvelse bør forenkles, og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes myndigheder bør forbedres.

(4)

Med henblik herpå skal Unionen bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med virkninger på tværs af grænser, især hvis de er nødvendige for det indre markeds funktion. Begrebet »civilretlige spørgsmål« bør fortolkes selvstændigt i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols (»Domstolens«) faste retspraksis. Det bør anses for et selvstændigt begreb, som skal fortolkes under hensyn dels til denne forordnings mål og opbygning, dels til de almindelige principper, der kan udledes af de nationale retssystemer under ét. Begrebet »civilretlige spørgsmål« bør derfor fortolkes således, at det også kan omfatte foranstaltninger, der i henhold til en medlemsstats retssystem kan henhøre under offentlig ret. Det bør navnlig omfatte alle anmodninger, foranstaltninger eller afgørelser i sager vedrørende »forældreansvar« som defineret i denne forordning i overensstemmelse med dens mål.

(5)

Denne forordning finder anvendelse på »civilretlige spørgsmål«, hvilket omfatter civile retssager og de deraf følgende afgørelser samt officielt bekræftede dokumenter og visse udenretslige aftaler i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar. Desuden bør udtrykket »civilretlige spørgsmål« omfatte ansøgninger, foranstaltninger eller afgørelser samt officielt bekræftede dokumenter og visse udenretslige aftaler vedrørende tilbagegivelse af et barn i henhold til Haagerkonventionen af 1980, som ifølge Domstolens praksis og i overensstemmelse med artikel 19 i Haagerkonventionen af 1980 ikke er en realitetsafgørelse om noget forældremyndighedsspørgsmål men tæt forbundet hermed og behandles i visse af denne forordnings bestemmelser.

(6)

For at lette bevægeligheden for afgørelser samt officielt bekræftede dokumenter og visse aftaler i ægteskabssager og sager vedrørende forældreansvar er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at kompetencereglerne og reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser fastlægges i en bindende og umiddelbart gældende EU-retsakt.

(7)

For at sikre en ensartet behandling af alle børn bør denne forordning dække alle afgørelser om forældreansvar, herunder også foranstaltninger til beskyttelse af barnet, uanset om sådanne afgørelser træffes i forbindelse med ægteskabssager eller andre sager.

(8)

Da reglerne om forældreansvar ofte anvendes i forbindelse med ægteskabssager, er det imidlertid hensigtsmæssigt at have ét enkelt instrument for ægteskabssager og sager vedrørende forældreansvar.

(9)

For så vidt angår afgørelser vedrørende skilsmisse, separation eller annullation af ægteskab bør denne forordning kun vedrøre opløsningen af ægteskabelige forbindelser. Den bør ikke vedrøre spørgsmål såsom skilsmissegrunde og ægteskabets formueretlige virkninger eller andre accessoriske spørgsmål. Afgørelser om afslag på opløsning af ægteskabelige forbindelser bør ikke være omfattet af dens bestemmelser om anerkendelse.

(10)

For så vidt angår barnets formue bør denne forordning kun finde anvendelse på foranstaltninger til beskyttelse af barnet, nemlig foranstaltninger, der tager sigte på at udpege en person eller myndighed, der skal forvalte barnets formue samt repræsentere barnet og bistå det, og fastlægge en sådan persons eller myndigheds opgaver samt at forvalte, bevare eller disponere over barnets formue. I den forbindelse bør denne forordning eksempelvis finde anvendelse i de tilfælde, hvor sagens genstand er at udpege en person eller myndighed, der skal forvalte barnets formue. Foranstaltninger vedrørende barnets formue, som ikke tager sigte på at beskytte barnet, bør fortsat være omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (4). Denne forordnings bestemmelser om kompetence i bispørgsmål bør dog kunne finde anvendelse i sådanne tilfælde.

(11)

Enhver form for anbringelse af et barn hos en plejefamilie, dvs. i henhold til national ret og nationale procedurer, hos en eller flere enkeltpersoner eller i en institution, f.eks. et børnehjem, i en anden medlemsstat bør være omfattet af denne forordning, medmindre det udtrykkelig er udelukket, hvilket f.eks. er tilfældet i forbindelse med anbringelse med henblik på adoption, anbringelse hos en forælder eller om nødvendigt hos en anden nær slægtning som erklæret af den modtagende medlemsstat. Derfor bør også »anbringelse af uddannelsesmæssige grunde«, som en ret har truffet afgørelse om, eller som en kompetent myndighed har arrangeret med forældrenes eller barnets samtykke eller efter deres anmodning som følge af barnets afvigende adfærd, medtages. Kun en anbringelse, der — hvad enten den sker af uddannelsesmæssige grunde eller som straf — er truffet afgørelse om eller er arrangeret som følge af en handling fra barnets side, som, hvis den blev begået af en voksen, kan udgøre en strafbar handling i henhold til national strafferet, uanset om dette i den specifikke sag kan føre til domfældelse, bør udelukkes.

(12)

Denne forordning bør ikke finde anvendelse på spørgsmål vedrørende fastlæggelse af forældre-barn-forhold, der ikke er det samme som tilkendelse af forældreansvar, eller på andre spørgsmål vedrørende personers retlige status.

(13)

Spørgsmål om underholdspligt er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde, da de allerede er omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 (5). Ud over retterne for det sted, hvor sagsøgte eller den bidragsberettigede har sit sædvanlige opholdssted, bør de retter, der er kompetente efter nærværende forordning i ægteskabssager, generelt have kompetence til at afgøre sager om accessorisk underholdspligt over for ægtefælle eller tidligere ægtefælle i medfør af nævnte forordnings artikel 3, litra c). De retter, der er kompetente efter nærværende forordning i sager vedrørende forældreansvar, har generelt kompetence til at afgøre sager om accessorisk underholdspligt over for børn i medfør af nævnte forordnings artikel 3, litra d).

(14)

I overensstemmelse med Domstolens retspraksis bør begrebet »ret« fortolkes bredt, så det også omfatter administrative myndigheder eller andre myndigheder, som f.eks. notarer, der i visse ægteskabssager eller sager vedrørende forældreansvar udøver kompetence. Enhver aftale, som godkendes af en ret efter realitetsbehandling i henhold til national ret og nationale procedurer, bør anerkendes eller fuldbyrdes som en »afgørelse«. Andre aftaler, som får bindende retsvirkning i domsstaten efter den formelle indgriben fra en offentlig myndighed eller en anden myndighed som meddelt Kommissionen af en medlemsstat til dette formål, bør få virkning i andre medlemsstater i overensstemmelse med de specifikke bestemmelser om officielt bekræftede dokumenter og aftaler i denne forordning. Denne forordning bør ikke tillade fri bevægelighed af rent private aftaler. Aftaler, som hverken er en afgørelse eller et officielt bekræftet dokument, men som er blevet registreret af en offentlig myndighed, bør imidlertid kunne cirkulere frit. Sådanne offentlige myndigheder kan omfatte notarer, som registrerer aftaler, selv når de udøver et liberalt erhverv.

(15)

I forbindelse med »officielt bekræftet dokument« skal udtrykket »bemyndigelse« i denne forordning fortolkes selvstændigt i overensstemmelse med den definition af »officielt bekræftet dokument«, som anvendes horisontalt i andre EU-instrumenter, og i lyset af denne forordnings formål.

(16)

Selv om tilbagegivelsessager i henhold til Haagerkonventionen af 1980 ikke er sager om realiteten vedrørende forældreansvar, bør afgørelser om tilbagegivelse af et barn i medfør af Haagerkonventionen af 1980 anerkendes og fuldbyrdes i henhold til denne forordnings kapitel IV, når de skal fuldbyrdes i en anden medlemsstat som følge af en yderligere bortførelse, efter at der er truffet afgørelse om tilbagegivelse. Dette berører ikke muligheden for at indlede nye retslige procedurer om tilbagegivelse af børn i henhold til Haagerkonventionen af 1980 for så vidt angår yderligere bortførelse. Denne forordning bør desuden fortsat finde anvendelse på andre aspekter i tilfælde af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn, f.eks. kompetencereglerne for retten i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, og anerkendelses- og fuldbyrdelsesbestemmelserne for andre kendelser afsagt af den pågældende ret.

(17)

Denne forordning bør på samme måde som Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (»Haagerkonventionen af 1996«) gælde for alle børn op til 18 år, også i tilfælde, hvor børn inden denne alder har erhvervet retsevne i henhold til den ret, der regulerer deres personlige retlige status, f.eks. gennem frigørelse fra forældremyndighed som følge af indgåelse af ægteskab. Dette bør forhindre overlapning med Haagerkonventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne, som gælder fra 18 år og opefter, og samtidig forhindre huller mellem disse to instrumenter. Haagerkonventionen af 1980 og følgelig også denne forordnings kapitel III, som supplerer anvendelsen af Haagerkonventionen af 1980 i forbindelser mellem medlemsstaterne, bør fortsat gælde for børn op til 16 år.

(18)

I denne forordning bør en person anses for at have »forældremyndighed«, når en indehaver af forældreansvar i henhold til en afgørelse eller som følge af lovgivningen eller en aftale, der har retsvirkning i henhold til national ret i den medlemsstat, hvor et barn har sit sædvanlige opholdssted, ikke kan bestemme, hvor barnet skal bo, uden godkendelse fra den pågældende, uanset hvilke begreber der anvendes i national ret. I nogle systemer, som anvender begreberne »forældremyndighed« og »samvær«, kan den forælder, som ikke har forældremyndigheden, faktisk fortsat have et vigtigt ansvar for beslutninger angående barnet, som er mere vidtrækkende end selve samværet.

(19)

Kompetencereglerne for sager vedrørende forældreansvar er udformet under hensyntagen til barnets bedste og bør anvendes i overensstemmelse hermed. Alle henvisninger til barnets bedste bør fortolkes i lyset af artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder(»chartret«) og De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989 (»FN’s konvention om barnets rettigheder«) som gennemført i national ret og nationale procedurer.

(20)

For at garantere barnets bedste bør kompetencen først og fremmest fastsættes efter kriteriet om nærhed. Derfor bør kompetencen først og fremmest tilfalde retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, undtagen i visse situationer, der er fastsat i denne forordning, f.eks. hvor barnets opholdssted ændres, eller hvor indehaverne af forældreansvar har aftalt andet.

(21)

Hvis der ikke allerede verserer en sag vedrørende forældreansvar, og barnets sædvanlige opholdssted ændres som følge af en lovlig flytning, bør kompetencen følge barnet for at bevare nærheden. I sager, der allerede verserer, berettiger retssikkerheden og hensynet til retssystemernes effektivitet, at denne kompetence opretholdes, indtil der er opnået en endelig afgørelse i sagen, eller den på anden vis er bragt til ophør. Den ret, ved hvilken en sag verserer, bør imidlertid under visse omstændigheder være berettiget til at overføre kompetencen til den medlemsstat, hvor barnet bor som følge af en lovlig flytning.

(22)

I sager om ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn, og uden at det berører et eventuelt værnetingsvalg i henhold til denne forordning, bør retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, bevare deres kompetence, indtil der er fastslået et nyt sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat, og visse specifikke betingelser er opfyldt. Medlemsstater, som har samlet kompetencer, bør overveje at give den ret, som behandler anmodningen om tilbagegivelse i henhold til Haagerkonventionen af 1980, mulighed for også at udøve den kompetence, som parterne har aftalt eller accepteret i henhold til denne forordning, i sager vedrørende forældreansvar, når parternes aftale blev indgået i løbet af tilbagegivelsessagen. Sådanne aftaler bør indeholde aftaler om både tilbagegivelse og ikketilbagegivelse af barnet. Hvis der indgås aftale om ikketilbagegivelse, bør barnet forblive i den medlemsstat, hvor det har sit nye sædvanlige opholdssted, og kompetencen med hensyn til eventuelle fremtidige sager om forældremyndighed der bør afgøres på grundlag af barnets nye sædvanlige opholdssted.

(23)

På særlige betingelser, der er fastsat i denne forordning, bør kompetencen i sager vedrørende forældreansvar også kunne fastlægges i en medlemsstat, hvor sager om skilsmisse, separation eller annullation af ægteskab er i gang mellem forældre, eller i en anden medlemsstat, som et barn har en væsentlig tilknytning til, og som parterne enten er blevet enige om på forhånd senest på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller udtrykkelig har accepteret i løbet af sagen, selv om barnet ikke har sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat, forudsat at udøvelse af sådan kompetence er til barnets bedste. I henhold til Domstolens retspraksis bør enhver, bortset fra forældrene, som ifølge national ret er part i den af forældrene anlagte sag, anses for at være part i sagen med henblik på denne forordning, og den indsigelse, som denne part har gjort over for det valg af ret, som barnets forældre har foretaget efter det tidspunkt, hvor sagens anlægges, bør derfor være til hinder for anerkendelsen af, at alle parter i sagen har accepteret aftalen om værneting på dette tidspunkt. Inden retten udøver sin kompetence på grundlag af en værnetingsaftale eller accept, bør retten undersøge, om denne aftale eller accept var baseret på de berørte parters frie og informerede valg og ikke var en følge af, at den ene part udnytter den anden parts vanskelige situation eller svage stilling. Accepten af kompetence i løbet af sagen bør registreres af retten i overensstemmelse med national ret og nationale procedurer.

(24)

Enhver aftalt eller accepteret kompetence bør ophøre, medmindre andet er aftalt mellem parterne, når en endelig afgørelse i sagerne vedrørende forældreansvar ikke længere kan anfægtes ved ordinær appel, eller sagen er afsluttet af en anden grund, således at kravet om nærhed kan overholdes for alle nye sager, der indledes i fremtiden.

(25)

Hvis et barns sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås, og kompetencen heller ikke kan afgøres på grundlag af en værnetingsaftale, bør kompetencen ligge hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet befinder sig. Denne regel om aktuelt opholdssted bør også finde anvendelse på flygtningebørn og børn, der er internationalt fordrevne på grund af uroligheder i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted. I lyset af denne forordning sammenholdt med artikel 52, stk. 2, i Haagerkonventionen af 1996 bør denne kompetenceregel imidlertid kun finde anvendelse på børn, der havde deres sædvanlige opholdssted i en medlemsstat før fordrivelsen. Hvis barnets sædvanlige opholdssted før fordrivelsen var i et tredjeland, bør kompetencereglen i Haagerkonventionen af 1996 om flygtningebørn og børn, der er internationalt fordrevne, finde anvendelse.

(26)

Under særlige omstændigheder er retten i den medlemsstat, hvor et barn har sit sædvanlige opholdssted, måske ikke den mest hensigtsmæssige ret til at behandle en sag. Som en undtagelse og på visse betingelser bør den kompetente ret have mulighed for, men ikke pligt til, at overføre sin kompetence i en bestemt sag til en ret i en anden medlemsstat, hvis denne ret er bedre egnet til at vurdere barnets bedste i den pågældende sag. I henhold til Domstolens retspraksis bør en ret i en medlemsstat kun henvise sager vedrørende forældreansvar til en ret i en anden medlemsstat, som det berørte barn har »særlig tilknytning« til. Denne forordning bør med henblik herpå fastlægge en udtømmende liste over de afgørende elementer for sådan »særlig tilknytning«. Den kompetente ret bør kun fremsætte anmodning til retten i en anden medlemsstat, hvis dens tidligere afgørelse om at udsætte sagen og anmode om overførsel af kompetence er endelig, såfremt denne afgørelse kan appelleres i henhold til national ret.

(27)

En ret i en medlemsstat, der ikke er kompetent i henhold til denne forordning, men som har en særlig tilknytning til barnet i henhold til denne forordning, bør under særlige omstændigheder og under hensyntagen til barnets bedste i den pågældende sag ligeledes kunne anmode om overførsel af kompetence fra den kompetente ret i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted. Dette bør imidlertid ikke være tilladt i tilfælde af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn. Det bør være op til national ret i den medlemsstat, som anmodningen indgives til, at udpege denne særlige kompetente ret.

(28)

Uanset om anmodningen fremsættes af en ret, der ønsker at overføre sin kompetence, eller en ret, der ønsker at opnå kompetence, bør en overførsel af kompetence kun have virkning for den pågældende sag, hvori den finder sted. Når den sag, i hvilken der blev anmodet om overførsel af kompetence, og denne blev accepteret, er afsluttet, bør overførslen ikke medføre virkning for fremtidige sager.

(29)

Har ingen ret i en medlemsstat kompetence i medfør af denne forordning, afgøres spørgsmålet om kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning. Udtrykket »medlemsstatens egen lovgivning« bør omfatte internationale instrumenter, der er i kraft i den pågældende medlemsstat.

(30)

Denne forordning bør ikke være til hinder for, at retterne i en medlemsstat, der ikke har kompetence til at påkende sagens realitet, i hastetilfælde kan anvende foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger over for barnets person eller formue, der befinder sig i denne medlemsstat. Disse foranstaltninger bør i henhold til denne forordning ikke anerkendes eller fuldbyrdes i andre medlemsstater bortset fra foranstaltninger, der træffes for at beskytte barnet mod den alvorlige risiko, som er omhandlet i artikel 13, stk. 1, litra b), i Haagerkonventionen af 1980. Foranstaltninger med henblik på at beskytte barnet mod en sådan risiko bør forblive i kraft, indtil en ret i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, har truffet de foranstaltninger, som den finder passende. I det omfang beskyttelsen af barnets bedste kræver det, bør retten direkte eller via centralmyndighederne meddele retten i den medlemsstat, som har kompetence til at påkende sagens realitet i henhold til denne forordning, hvilke foranstaltninger der er blevet truffet. Manglende meddelelse herom bør imidlertid ikke i sig selv være grund til ikke at anerkende foranstaltningen.

(31)

En ret, der kun har kompetence vedrørende foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger, bør, hvis den får forelagt en anmodning vedrørende sagens realitet, af egen drift erklære sig inkompetent, hvis en ret i en anden medlemsstat har kompetence til at påkende for så vidt angår sagens realitet i henhold til denne forordning.

(32)

Hvis afgørelsen af en sag ved en ret i en medlemsstat, som ikke har kompetence i henhold til denne forordning, afhænger af afgørelsen af et bispørgsmål inden for denne forordnings anvendelsesområde, bør retterne i denne medlemsstat ikke af denne forordning forhindres i at tage stilling til spørgsmålet. Hvis sagens genstand f.eks. er en arvesagstvist, hvori et barn er involveret, og der skal udpeges en procesværge til at repræsentere barnet i sagen, bør den medlemsstat, der har kompetence i arvesagstvisten, derfor have mulighed for at udpege en værge i den verserende sag, uanset om retten har kompetence i forbindelse med sager vedrørende forældreansvar i henhold til denne forordning. En sådan afgørelse bør alene have virkning i den sag, hvor den blev truffet.

(33)

Hvis gyldigheden af en retlig handling, der foretages eller skal foretages på vegne af et barn i en arvesag ved en ret i en medlemsstat, kræver en rets tilladelse eller godkendelse, bør en ret i den pågældende medlemsstat have mulighed for at afgøre, om den skal tillade eller godkende en sådan retlig handling, også selvom den ikke har kompetence i henhold til denne forordning. Begrebet »retlig handling« bør for eksempel omfatte accept eller afvisning af arv eller en aftale mellem parterne om uddeling eller fordeling af boet.

(34)

Denne forordning bør ikke berøre anvendelsen af folkeretlige bestemmelser om diplomatisk immunitet. Hvis den myndighed, der er kompetent efter denne forordning, ikke kan udøve sin kompetence på grund af diplomatisk immunitet i henhold til folkeretten, bør kompetencen fastlægges efter national ret i den medlemsstat, hvor den berørte person ikke nyder immunitet.

(35)

Denne forordning fastsætter, hvornår en sag anses for anlagt ved retten i denne forordning. I lyset af de to forskellige ordninger, der findes i medlemsstaterne, som kræver, at det indledende processkrift enten først forkyndes for sagsøgte eller først indleveres til retten, bør det være tilstrækkeligt, at det første skridt i henhold til national ret er taget, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at tage eventuelle skridt, der kræves af vedkommende i henhold til national ret for at få iværksat det andet skridt. Under hensyntagen til den stigende betydning af mægling og andre former for alternativ tvistbilæggelse, også i retssager, i overensstemmelse med Domstolens retspraksis bør en sag også anses for anlagt ved en ret på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument er indleveret til retten i sager, hvor sagsbehandlingen i mellemtiden er blevet suspenderet med henblik på at finde en mindelig løsning på anmodning fra den sagsøger, der indleverede dem, uden at det indledende processkrift i sagen endnu er blevet forkyndt for sagsøgte, og uden at denne part har haft kendskab til sagen eller på nogen måde har deltaget i den, forudsat at sagsøgeren ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af vedkommende for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte. I tilfælde af litispendens bør den dato, på hvilken en obligatorisk forligsprocedure er indledt ved en national forligsmyndighed, i henhold til Domstolens retspraksis anses for det tidspunkt, hvor en sag anses for anlagt ved en »ret«

(36)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 (6) bør finde anvendelse på forkyndelsen af dokumenter i forbindelse med retssager anlagt i henhold til denne forordning.

(37)

En ret i en medlemsstat, hvor der anlægges en sag, som den pågældende ret ikke har kompetence til at påkende for så vidt angår sagens realitet i henhold til denne forordning, og som en ret i en anden medlemsstat har kompetence til at påkende for så vidt angår sagens realitet i henhold til denne forordning, bør af egen drift erklære sig inkompetent. En ret i en medlemsstat, som har en særlig tilknytning til barnet i henhold til denne forordning, bør imidlertid have skønsbeføjelse til at anmode om en overførsel af kompetence i medfør af denne forordning, men ikke pligt hertil.

(38)

Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige afgørelser i forskellige medlemsstater. Der bør være en klar, effektiv mekanisme til at afgøre tilfælde af litispendens og indbyrdes sammenhængende krav og til at afhjælpe problemer som følge af forskellene mellem de enkelte medlemsstaters lovgivning med hensyn til, på hvilket tidspunkt en sag anses for anlagt. Med henblik på anvendelsen af denne forordning bør dette tidspunkt defineres selvstændigt. For at øge effektiviteten af eksklusive værnetingsaftaler bør denne forordnings bestemmelser om litispendens ikke stå i vejen, hvis forældre tillægger retterne i en medlemsstat enekompetence.

(39)

Sager vedrørende forældreansvar, der er omfattet af denne forordning, og om tilbagegivelse efter Haagerkonventionen af 1980 bør som et grundlæggende princip give et barn, der er omfattet af denne sag, og som er i stand til at danne sig sine egne synspunkter, en reel og faktisk mulighed for at udtrykke sine synspunkter i overensstemmelse med Domstolens retspraksis, og når barnets bedste vurderes, bør der lægges vægt på disse synspunkter. Ved anvendelsen af denne forordning spiller barnets mulighed for frit at udtrykke sine synspunkter i overensstemmelse med artikel 24, stk. 1, i chartret og i lyset af artikel 12 i FN’s konvention om barnets rettigheder en vigtig rolle. Spørgsmålet om, hvem der skal høre barnet, og hvordan barnet høres, bør forordningen dog lade national ret og nationale procedurer i medlemsstaterne afgøre. Det bør således ikke være formålet med denne forordning at fastsætte, om barnet bør høres personligt af en dommer eller af en specialuddannet ekspert, som efterfølgende rapporterer til retten, eller om barnet bør høres i en retssal eller et andet sted eller ved andre midler. Hertil kommer, at selv om barnet har ret til at blive hørt, kan høring af barnet ikke udgøre en absolut forpligtelse, men skal vurderes under hensyntagen til barnets bedste, f.eks. i sager, der involverer aftaler mellem parterne.

Selv om det ifølge Domstolens retspraksis ikke er et krav i artikel 24 i chartret og forordning (EF) nr. 2201/2003, at retten i domsstaten i alle sager indhenter et barns synspunkter ved hjælp at en høring, og at denne ret dermed beholder en vis skønsmargen, fastsætter retspraksis også, at når retten beslutter at give mulighed for, at barnet kan høres, skal retten under hensyntagen til barnets bedste og omstændighederne i hver enkel sag træffe alle egnede foranstaltninger til afholdelse af en sådan høring for at sikre effektiviteten af disse bestemmelser og for at give barnet en reel og effektiv mulighed for at udtrykke sine synspunkter. Retten i domsstaten bør i videst muligt omfang og altid under hensyntagen til barnets bedste anvende alle midler, som den råder over i henhold til national ret, og de særlige instrumenter inden for det internationale retlige samarbejde, herunder i givet fald de i Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 (7) fastsatte.

(40)

I tilfælde af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn bør tilbagegivelsen af barnet bringes i stand uden opsættelse, og med henblik herpå bør Haagerkonventionen af 1980 fortsat anvendes som suppleret af denne forordning, særlig kapitel III.

(41)

Med henblik på at afslutte tilbagegivelsessager i henhold til Haagerkonventionen af 1980 hurtigst muligt bør medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale domstolssystem overveje at samle kompetencen i forbindelse med sådanne sager ved et så begrænset antal retter som muligt. Kompetencen i børnebortførelsessager kan samles ved én ret for hele landet eller ved et begrænset antal retter ved at anvende for eksempel antallet af appelretter som udgangspunkt og samle kompetencen i internationale børnebortførelsessager ved én førsteinstansret inden for hver appelrets distrikt.

(42)

I tilbagegivelsessager i henhold til Haagerkonventionen af 1980 bør retterne i hver instans træffe deres afgørelse inden for seks uger, medmindre særlige omstændigheder gør dette umuligt. At der anvendes metoder til alternativ tvistbilæggelse, bør ikke som sådan anses for en særlig omstændighed, der giver mulighed for at overskride tidsfristen. Der kan imidlertid opstå særlige omstændigheder under anvendelsen af disse metoder eller som følge heraf. For en ret i første instans bør tidsfristen løbe fra det tidspunkt, hvor sagen anlægges ved retten. For en ret i højere instans bør den løbe fra det tidspunkt, hvor alle nødvendige proceduremæssige skridt er taget. Afhængigt af det pågældende retssystem kan sådanne skridt omfatte appelskriftets forkyndelse for sagsøgte enten i den medlemsstat, hvor retten er beliggende, eller i en anden medlemsstat, fremsendelse af sagen og appelskriftet til appelretten i medlemsstater, hvor sagen skal indgives til den ret, hvis afgørelse appelleres, eller en begæring fra en part om afholdelse af et retsmøde, hvis en sådan begæring er påkrævet i henhold til national ret. Medlemsstaterne bør også overveje at begrænse antallet af appelmuligheder for en afgørelse, der godkender eller giver afslag på tilbagegivelse af et barn i henhold til Haagerkonventionen af 1980, til én.

(43)

I alle sager om børn, navnlig i sager om internationale børnebortførelser, bør retterne overveje muligheden for at nå frem til en løsning gennem mægling og andre egnede midler, om nødvendigt bistået af eksisterende netværk og støttestrukturer for mægling i tvister om forældreansvar på tværs af grænser. Denne indsats bør imidlertid ikke unødigt forlænge en tilbagegivelsessag i henhold til Haagerkonventionen af 1980. Desuden vil mægling ikke altid være hensigtsmæssig, især i sager om vold i hjemmet. Hvis forældrene i løbet af tilbagegivelsessagen i henhold til Haagerkonventionen af 1980 bliver enige om, at barnet skal tilbagegives eller ikke skal tilbagegives, og også om forældreansvarsspørgsmål, bør denne forordning under visse omstændigheder gøre det muligt for dem at aftale, at den ret, hvor sagen er anlagt i henhold til Haagerkonventionen af 1980, bør have kompetence til at give deres aftale bindende retsvirkning enten ved at indarbejde den i en afgørelse, godkende den eller anvende enhver anden form, der er fastsat i national ret og nationale procedurer. Medlemsstater, som har samlet kompetencer, bør derfor overveje at give den ret, som behandler tilbagegivelsessagen i henhold til Haagerkonventionen af 1980, mulighed for også at udøve den kompetence, som parterne har aftalt eller accepteret i henhold til denne forordning, i sager vedrørende forældreansvar, når parternes aftale blev indgået i løbet af den pågældende tilbagegivelsessag.

(44)

Retten i den medlemsstat, som barnet ulovligt er blevet fjernet til, eller hvor barnet ulovligt tilbageholdes, bør kunne afvise en tilbagegivelse i konkrete, behørigt begrundede tilfælde, som tilladt i Haagerkonventionen af 1980. Forinden bør retten overveje, om der er etableret eller kan etableres passende sikrende foranstaltninger for at beskytte barnet mod den alvorlige risiko, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, litra b), i Haagerkonventionen af 1980.

(45)

Hvis en ret overvejer at give afslag på tilbagegivelse af et barn alene på grundlag af artikel 13, stk. 1, litra b), i Haagerkonventionen af 1980, bør den ikke afslå at tilbagegive barnet, hvis enten den part, der anmoder om tilbagegivelse af barnet, godtgør over for retten, eller det på anden måde godtgøres over for retten, at der er truffet passende foranstaltninger til at sikre beskyttelsen af barnet efter dets tilbagegivelse. Eksempler på sådanne foranstaltninger kunne være en retskendelse fra den pågældende medlemsstat, der forbyder sagsøgeren at nærme sig barnet, en foreløbig, herunder sikrende, foranstaltning fra den pågældende medlemsstats side, der giver barnet mulighed for at blive hos den forælder, der har bortført barnet, og som er den primære omsorgsperson, indtil der i den pågældende medlemsstat er truffet en realitetsafgørelse om forældremyndigheden efter tilbagegivelsen, eller påvisning af tilgængelige lægefaciliteter for et barn med behov for behandling. Hvilken type foranstaltning, der er passende i den pågældende sag, bør afhænge af den konkrete alvorlige risiko, som barnet må forventes at blive udsat for ved tilbagegivelse uden sådanne foranstaltninger. Den ret, der skal fastslå, om der er truffet passende foranstaltninger, bør primært henholde sig til parterne og, hvis det er nødvendigt og hensigtsmæssigt, anmode om bistand fra centralmyndighederne eller et netværk af dommere, navnlig i Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område som oprettet ved Rådets afgørelse 2001/470/EF (8) og det internationale Haagnetværk af dommere.

(46)

Hvor det er passende i forbindelse med, at en ret træffer afgørelse om tilbagegivelse af et barn bør den kunne træffe afgørelse om foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger i henhold til denne forordning, som den finder nødvendige for at beskytte barnet mod den alvorlige risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykologisk skade, hvilket ellers ville medføre et afslag på tilbagegivelsen. Sådanne foreløbige foranstaltninger og deres bevægelighed bør ikke forsinke tilbagegivelsessagen i henhold til Haagerkonventionen af 1980 eller undergrave afgrænsningen af kompetence mellem den ret, hvor tilbagegivelsessagen er anlagt i henhold til Haagerkonventionen af 1980, og den ret, der har kompetence vedrørende realiteten i forbindelse med forældreansvar i henhold til denne forordning. Den ret, hvor tilbagegivelsessagen er anlagt i henhold til Haagerkonventionen af 1980, bør om nødvendigt høre retten eller de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, med bistand fra centralmyndighederne eller et netværk af dommere, navnlig i Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område og det internationale Haagnetværk af dommere. Disse foranstaltninger bør anerkendes og fuldbyrdes i alle andre medlemsstater, herunder i de medlemsstater, der har kompetence i henhold til denne forordning, indtil en ret i den pågældende medlemsstat har truffet de foranstaltninger, den finder hensigtsmæssige. Sådanne foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger kan for eksempel omfatte, at barnet fortsat bør bo hos den primære omsorgsperson, eller hvordan kontakt med barnet bør foregå efter tilbagegivelsen, indtil retten der, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, har truffet de foranstaltninger, som den finder passende. Dette bør ikke berøre nogen foranstaltning eller afgørelse, der træffes af retten på det sædvanlige opholdssted efter barnets tilbagegivelse.

(47)

En afgørelse om tilbagegivelse af barnet bør kunne erklæres for foreløbigt eksigibel uanset en eventuel appel, hvis det af hensyn til barnets bedste er påkrævet, at barnet tilbagegives inden appelafgørelsen. National ret kan angive, hvilken ret der kan erklære afgørelsen for foreløbigt eksigibel.

(48)

Hvis retten i den medlemsstat, som barnet ulovligt er blevet fjernet til, eller hvor barnet ulovligt tilbageholdes, beslutter at afvise at tilbagegive barnet i henhold til Haagerkonventionen af 1980, bør den i sin afgørelse henvise udtrykkeligt til de relevante artikler i Haagerkonventionen af 1980, hvorpå afvisningen var baseret. Uanset om en sådan afgørelse om afslag er endelig eller stadig kan appelleres, kan den dog erstattes af en senere afgørelse truffet i en sag om forældremyndighed af retten i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse. Under denne sag bør alle omstændighederne, herunder bl.a. forældrenes adfærd, undersøges grundigt under hensyntagen til barnets bedste. Indebærer den deraf følgende realitetsafgørelse om forældremyndigheden, at barnet skal gives tilbage, bør dette ske, uden at der må kræves nogen særlig procedure for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen i nogen anden medlemsstat.

(49)

Den ret, der afslår at tilbagegive barnet alene på grundlag af artikel 13, stk. 1, litra b), eller artikel 13, stk. 2, eller dem begge, i Haagerkonventionen af 1980, bør af egen drift udstede en attest under anvendelse af den relevante formular i denne forordning. Formålet med denne attest er at orientere parterne om muligheden for at anlægge sag for en ret i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, senest tre måneder efter meddelelsen om afgørelsen om afslag på tilbagegivelse af barnet tillige med anmodninger vedrørende realiteten i forbindelse med forældremyndigheden eller, hvis sagen allerede verserer for denne ret, at fremsende relevante dokumenter vedrørende tilbagegivelsessagen til retten.

(50)

Hvis sagen om realiteten i forbindelse med forældremyndigheden allerede verserer i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, på det tidspunkt, hvor en ret, der behandler en anmodning om tilbagegivelse i henhold til Haagerkonventionen af 1980, afslår at tilbagegive barnet alene på grundlag af artikel 13, stk. 1, litra b), eller artikel 13, stk. 2, eller begge, i Haagerkonventionen af 1980, bør den ret, der afslog at tilbagegive barnet, hvis den er bekendt med denne sag, senest en måned efter datoen for sin afgørelse, fremsende et eksemplar af afgørelsen, den relevante attest og, hvis det er relevant, en udskrift af retsbogen eller et resumé eller referat af retsmødet samt andre dokumenter, som den anser for relevante, til den ret, der behandler realiteten i sagen om forældremyndigheden. Udtrykket »andre dokumenter, som den anser for relevante« bør vedrøre andre dokumenter, som indeholder oplysninger, der kan have betydning for afgørelsen af sagen om forældremyndighed, hvis disse oplysninger ikke allerede er indeholdt i afgørelsen om afslag på tilbagegivelse.

(51)

Hvis der endnu ikke verserer nogen sag om realiteten i forbindelse med forældremyndigheden i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, og en part anlægger sag for en ret i den pågældende medlemsstat senest tre måneder efter meddelelsen af en afgørelse om ikke at tilbagegive barnet, bør den pågældende part til den ret, der behandler anmodningen om realiteten i forbindelse med forældremyndigheden, fremsende et eksemplar af afgørelsen om ikke at tilbagegive barnet i henhold til Haagerkonventionen af 1980, den relevante attest og en udskrift af retsbogen eller et resumé eller referat af retsmødet. Dette er ikke til hinder for, at den ret, hvor sagen er anlagt, anmoder om yderligere dokumenter, den anser for relevante, og som indeholder oplysninger, der kan have betydning for realitetsafgørelsen i sagen om forældremyndigheden, hvis de pågældende oplysninger ikke allerede er indeholdt i afgørelsen om afslag på tilbagegivelse.

(52)

Hvis en part ved den ret, der har kompetence til at påkende sagens realitet i forbindelse med forældremyndigheden, har anlagt sag senest tre måneder efter meddelelsen af en afgørelse om afslag på tilbagegivelse af barnet i henhold til Haagerkonventionen af 1980, eller hvis der allerede verserede en sag om forældremyndighed for denne ret på det tidspunkt, hvor den modtog den pågældende afgørelse fra den ret, der afslog at tilbagegive barnet, bør enhver afgørelse om realiteten i forbindelse med forældremyndigheden, som indebærer tilbagegivelse af barnet, kunne fuldbyrdes i enhver anden medlemsstat i overensstemmelse med denne forordnings kapitel IV, afdeling 2, uden krav om særlig procedure og uden mulighed for at modsætte sig anerkendelse. Dette bør gælde, medmindre og i det omfang den anses for at være uforenelig med en senere afgørelse om forældremyndigheden vedrørende samme barn, forudsat at der for realitetsafgørelsen om forældremyndigheden, der medfører tilbagegivelse af barnet, er udstedt en attest til »privilegerede afgørelser«. Hvis der ved den ret, der har kompetence til at påkende sagens realitet i forbindelse med forældremyndigheden, anlægges sag for en ret efter udløbet af de tre måneder, eller hvis betingelserne for udstedelse af en attest til sådanne privilegerede afgørelser ikke er opfyldt, bør den deraf følgende afgørelse om realiteten i forbindelse med forældremyndigheden anerkendes og fuldbyrdes i andre medlemsstater i overensstemmelse med denne forordnings kapitel IV, afdeling 1.

(53)

Uden at det berører Unionens andre instrumenter kan retten, såfremt det ikke er muligt at høre en part eller et barn personligt, og såfremt de tekniske hjælpemidler er tilgængelige, overveje at afholde en høring ved videokonference eller enhver anden kommunikationsteknologi, medmindre brug af en sådan teknologi ikke ville være passende i forhold til en retfærdig behandling af sagen på grund af sagens særlige omstændigheder.

(54)

Gensidig tillid i retsplejen i Unionen berettiger princippet om, at afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar truffet i en medlemsstat bør anerkendes i alle medlemsstater uden behov for nogen anerkendelsesprocedure. Når de kompetente myndigheder i den anmodede medlemsstat stilles over for en afgørelse truffet i en anden medlemsstat om skilsmisse, separation eller annullation af ægteskab, der ikke længere kan anfægtes i domsstaten, bør de navnlig anerkende afgørelsen som følge af lovgivningen, uden at der kræves nogen særlig procedure, og ajourføre deres civilstandsregister i overensstemmelse hermed. Det overlades til national ret, om grunde til afvisning kan gøres gældende af en part eller ex officio i henhold til national ret. Dette er ikke til hinder for, at en berettiget part i henhold til denne forordning kan anmode om en afgørelse, som fastslår, at der ikke er grund til at afslå anerkendelse som omhandlet i denne forordning. Det bør være national ret i den medlemsstat, hvor en sådan anmodning fremsættes, der afgør, hvem der kan betragtes som en berettiget part med ret til at fremsætte en sådan anmodning.

(55)

Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, officielt bekræftede dokumenter og aftaler, der afsiges i en medlemsstat, bør baseres på princippet om gensidig tillid. Derfor bør grundene til ikke at anerkende afgørelser begrænses til et minimum i lyset af denne forordnings underliggende mål, som er at lette anerkendelse og fuldbyrdelse og effektivt varetage barnets bedste.

(56)

Anerkendelse af en afgørelse bør afslås, hvis der er en eller flere grunde til at afslå anerkendelse i henhold til denne forordning. Denne forordnings liste over anførte grunde til at afslå anerkendelse er udtømmende. Det bør ikke være muligt som grund til afslag at påberåbe sig grunde, som ikke er opført på listen i denne forordning, f.eks. en overtrædelse af litispendensreglen. I sager vedrørende forældreansvar træder en senere afgørelse altid i stedet for en tidligere afgørelse med virkning for fremtiden, i det omfang de er uforenelige.

(57)

Hvad angår et barns mulighed for at udtrykke sine synspunkter, bør det være retten i domsstaten, der træffer afgørelse om den rette metode. Det bør derfor ikke være muligt at afslå anerkendelse af en afgørelse alene med den begrundelse, at retten i domsstaten anvendte en anden metode til at høre barnet, end en ret i anerkendelsesmedlemsstaten ville anvende. Den medlemsstat, hvor anerkendelse påberåbes, bør ikke afslå anerkendelse, såfremt en af undtagelserne fra denne særlige grund til afslag finder anvendelse som tilladt i henhold til denne forordning. Virkningen af disse undtagelser er, at en ret i fuldbyrdelsesstaten ikke bør kunne nægte at fuldbyrde en afgørelse alene med den begrundelse, at barnet ikke gives mulighed for at udtrykke sine synspunkter, under hensyntagen til barnets bedste, hvis sagen kun vedrører barnets formue, og forudsat, at sådan en mulighed ikke er påkrævet i lyset af sagens genstand, eller hvis der findes vægtige grunde, navnlig i betragtning af sagens hastende karakter. Sådanne vægtige grunde kan for eksempel være til stede, hvis der er overhængende fare for barnets fysiske eller psykologiske integritet eller liv, og en yderligere forsinkelse kan indebære, at denne fare bliver til virkelighed.

(58)

Ydermere retfærdiggør målet om at gøre sager på tværs af grænser, som vedrører børn, mindre tidskrævende og dyre, afskaffelse af erklæringer om eksigibilitet eller registrering med henblik på fuldbyrdelse, alt efter tilfældet, forud for fuldbyrdelse i fuldbyrdelsesstaten for alle afgørelser i sager vedrørende forældreansvar. Mens forordning (EF) nr. 2201/2003 kun afskaffede dette krav for visse afgørelser om samvær og visse afgørelser om tilbagegivelse af et barn, bør nærværende forordning afskaffe det for fuldbyrdelse af alle afgørelser på tværs af grænser i sager vedrørende forældreansvar, samtidig med at den bevarer en endnu mere gunstig behandling af visse afgørelser om samvær og visse afgørelser om tilbagegivelse af et barn. Som følge heraf og med forbehold af nærværende forordning bør afgørelser truffet af retten i enhver anden medlemsstat behandles, som om de var truffet i fuldbyrdelsesstaten.

(59)

Når foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger træffes af en ret, der har kompetence med hensyn til sagens realitet, bør disse foranstaltningers bevægelighed sikres inden for rammerne af denne forordning. Foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger, som en sådan ret har truffet, uden at sagsøgte forinden er blevet indkaldt, bør imidlertid ikke anerkendes og fuldbyrdes inden for rammerne af denne forordning, medmindre den afgørelse, der indeholder foranstaltningen, er blevet forkyndt for sagsøgte forud for fuldbyrdelsen. Dette bør ikke være til hinder for anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne foranstaltninger i henhold til national ret. Når foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger træffes af en ret i en medlemsstat, der ikke har kompetence med hensyn til sagens realitet, bør deres bevægelighed inden for rammerne af denne forordning begrænses til foranstaltninger, der træffes i internationale børnebortførelsessager, og som tager sigte på at beskytte barnet mod den alvorlige risiko, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, litra b), i Haagerkonventionen af 1980. Disse foranstaltninger bør finde anvendelse, indtil en ret i en medlemsstat, som har kompetence med hensyn til sagens realitet i henhold til denne forordning, har truffet de foranstaltninger, som den finder hensigtsmæssige.

(60)

Da fuldbyrdelsesprocedurer kan være retslige eller udenretslige afhængigt af national ret, kan »myndigheder, der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse,« omfatte retter, fogeder og andre myndigheder som fastsat i national ret. Hvis der foruden myndigheder, der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse, også er nævnt retter i denne forordning, bør dette dække sager, hvor et andet organ end en ret i henhold til national ret er den myndighed, der er kompetent med hensyn til fuldbyrdelse, men hvor visse afgørelser er forbeholdt retterne, enten fra begyndelsen eller i form af en revision af de handlinger, som den myndighed, der er kompetent med hensyn til fuldbyrdelse, har foretaget. Det bør være op til den myndighed, der er kompetent med hensyn til fuldbyrdelse, eller retten i fuldbyrdelsesstaten at pålægge, træffe eller foranledige, at der træffes særlige foranstaltninger i fuldbyrdelsesfasen, som f.eks. ikketvangsforanstaltninger, som måtte være til rådighed i henhold til den pågældende medlemsstats nationale ret, eller tvangsforanstaltninger, som måtte være til rådighed i henhold til nævnte ret, herunder bøder, fængselsstraf eller en fogeds afhentning af et barn.

(61)

Med henblik på at lette fuldbyrdelse af afgørelser om udøvelse af samvær fra en anden medlemsstat bør myndigheder, der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse, eller retterne i fuldbyrdelsesstaten være berettiget til nærmere at fastlægge de praktiske omstændigheder eller juridiske vilkår, der kræves i henhold til fuldbyrdelsesstatens nationale ret. De vilkår, der fastsættes i denne forordning, bør lette fuldbyrdelsen af en afgørelse i fuldbyrdelsesstaten, som måske ellers ikke ville kunne fuldbyrdes, fordi den er for uklar, således at den myndighed eller ret, der er kompetent med hensyn til fuldbyrdelse, kan gøre afgørelsen mere konkret og præcis. Ligeledes bør eventuelle andre vilkår med henblik på at opfylde juridiske krav i henhold til fuldbyrdelsesstatens nationale fuldbyrdelsesret som f.eks. deltagelse af en børnebeskyttelsesmyndighed eller en psykolog i fuldbyrdelsesfasen fastsættes på samme måde. Sådanne vilkår bør dog ikke påvirke eller gå videre end de afgørende elementer i afgørelsen om samvær. Endvidere bør denne forordnings beføjelse til at tilpasse foranstaltninger ikke gøre det muligt for den ret, der er kompetent med hensyn til fuldbyrdelse, at erstatte foranstaltninger, som er ukendte i fuldbyrdelsesstaten nationale ret, med en anderledes foranstaltning.

(62)

Fuldbyrdelse i en medlemsstat af en afgørelse, som ikke er erklæret eksigibel, og som er truffet i en anden medlemsstat, bør ikke bringe respekten for retten til et forsvar i fare. Derfor bør den person, mod hvem fuldbyrdelse begæres, kunne anmode om at få afvist anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af afgørelsen, hvis denne finder, at en af grundene til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse i denne forordning foreligger. Det er national ret, der skal afgøre, om de grunde til afslag på anerkendelse, der er angivet i denne forordning, skal behandles ex officio eller efter anmodning. Derfor bør den samme behandling være mulig i forbindelse med afslag på fuldbyrdelse. Anvendelsen af en national grund til afslag bør ikke medføre en forlængelse af vilkårene og betingelserne for de grunde, der er fastsat i denne forordning.

(63)

En part, der anfægter fuldbyrdelsen af en afgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, bør, i det omfang det er muligt, og i overensstemmelse med retssystemet i fuldbyrdelsesstaten være i stand til at gøre dette i fuldbyrdelsesproceduren og bør i samme sag ud over de grunde til afslag, der er fastsat i denne forordning, være i stand til at påberåbe sig de grunde til afslag, der findes i national ret i den medlemsstat, hvor fuldbyrdelse søges, og som fortsat finder anvendelse, fordi de ikke er uforenelige med de grunde, der er fastsat i denne forordning. Disse grunde kan f.eks. omfatte anfægtelse baseret på formelle fejl i henhold til national ret i en fuldbyrdelsesafgørelse eller på grundlag af påstand om, at den handling, som afgørelsen pålægger, allerede er foretaget eller er blevet umulig, f.eks. i tilfælde af force majeure, alvorlig sygdom hos den person, som barnet skal overdrages til, den pågældendes fængsling eller død, det forhold, at den medlemsstat, som barnet skal tilbagegives til, er blevet en krigszone, efter at afgørelsen blev truffet, eller afslag på fuldbyrdelse af en afgørelse, som i henhold til national ret i den medlemsstat, hvor fuldbyrdelse søges, ikke har noget indhold, der kan fuldbyrdes, og ikke kan tilpasses med henblik herpå.

(64)

Med henblik på at underrette den person, mod hvem fuldbyrdelse begæres, om fuldbyrdelsen af en afgørelse truffet i en anden medlemsstat, bør den attest, der indføres med denne forordning, om nødvendigt ledsaget af afgørelsen, forkyndes for den pågældende i rimelig tid inden den første fuldbyrdelsesforanstaltning. I denne sammenhæng bør der ved første fuldbyrdelsesforanstaltning forstås den første fuldbyrdelsesforanstaltning efter en sådan forkyndelse. I henhold til Domstolens retspraksis har den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, ret til effektive retsmidler, hvilket omfatter mulighed for at tage skridt til at anfægte afgørelsens eksigibilitet, inden fuldbyrdelsen reelt indledes.

(65)

I sager vedrørende forældreansvar vil fuldbyrdelse altid vedrøre et barn og i mange tilfælde overdragelse af et barn til en anden person end den, som barnet bor hos på det pågældende tidspunkt, og/eller flytning af barnet til en anden medlemsstat. Det vigtigste mål bør således være at finde den rette balance mellem sagsøgers ret til principielt at opnå gennemførelse af en afgørelse så hurtigt som muligt også i grænseoverskridende sager i Unionen og om nødvendigt også ved anvendelse af tvangsforanstaltninger og behovet for så vidt muligt at begrænse barnets udsættelse for sådanne eventuelt traumatiserende tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger i sager, hvor dette ikke kan undgås. Denne vurdering bør foretages af de myndigheder, der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse, og retterne i hver medlemsstat i hver enkelt sag.

(66)

Denne forordning tilsigter at skabe lige vilkår i medlemsstaterne, hvad angår grænseoverskridende fuldbyrdelse af afgørelser i sager vedrørende forældreansvar. I en række medlemsstater er sådanne afgørelser allerede eksigible, selv om de stadig kan appelleres eller allerede er appelleret. I andre medlemsstater er kun endelige afgørelser, der ikke længere kan anfægtes ved ordinær appel, eksigible. For at tage højde for hastesituationer foreskriver denne forordning derfor, at visse afgørelser i sager vedrørende forældreansvar kan erklæres for foreløbigt eksigible af retten i domsstaten, selv om de stadig kan appelleres, nemlig afgørelser, som pålægger tilbagegivelse af et barn i henhold til Haagerkonventionen af 1980, og afgørelser om samvær.

(67)

I fuldbyrdelsesprocedurer, som vedrører børn, er det imidlertid vigtigt, at de myndigheder, der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse, eller retterne er i stand til at reagere hurtigt på en relevant ændring af omstændighederne, herunder anfægtelse af afgørelsen i domsstaten, afgørelsens fortabelse af eksigibilitet og hindringer eller hastesituationer, som de støder på i fuldbyrdelsesfasen. Hvis en afgørelses eksigibilitet suspenderes i domsstaten, bør fuldbyrdelsesproceduren derfor suspenderes efter anmodning eller af myndighedens eller rettens egen drift. Den myndighed eller ret, der er kompetent med hensyn til fuldbyrdelse, bør imidlertid ikke være forpligtet til aktivt at undersøge, om eksigibiliteten i mellemtiden er blevet suspenderet i domsstaten som følge af en appel eller af en anden grund, hvis der ikke er noget, der tyder på, at dette er tilfældet. Desuden bør fuldbyrdelse i fuldbyrdelsesstaten kunne suspenderes eller afslås efter anmodning og, selv hvis det konstateres, at en eller flere af de grunde, der er omhandlet i eller tilladt ved denne forordning, foreligger, bør fuldbyrdelse i fuldbyrdelsesstaten kunne suspenderes eller afslås på et skønsmæssigt grundlag af den myndighed, der er kompetent med hensyn til fuldbyrdelse, eller af retten.

(68)

Hvis afgørelsen stadig kan appelleres i domsstaten, og fristen for indgivelse af ordinær appel endnu ikke er udløbet, bør den myndighed, der er kompetent med hensyn til fuldbyrdelse, eller retten i fuldbyrdelsesstaten have skønsbeføjelse til at suspendere fuldbyrdelsesproceduren efter anmodning. I så fald kan den fastsætte en frist for indgivelse af appel i domsstaten for at opnå eller opretholde suspension af fuldbyrdelsesproceduren. Fastsættelsen af en tidsfrist bør kun have virkning for suspensionen af fuldbyrdelsesproceduren og bør ikke påvirke fristen for indgivelse af appel i henhold til domsstatens retsplejeregler.

(69)

I ekstraordinære tilfælde kan den myndighed, der er kompetent med hensyn til fuldbyrdelse, eller retten suspendere en fuldbyrdelsesprocedure, hvis fuldbyrdelse vil udsætte et barn for en alvorlig risiko for fysisk eller psykisk overlast som følge af midlertidige hindringer, der er opstået, efter at en afgørelse er truffet, eller som følge af andre væsentlige ændringer af omstændighederne. Fuldbyrdelsen bør genoptages, så snart den alvorlige risiko for fysisk eller psykisk overlast ophører med at eksistere. Men hvis den varer ved, bør der, før fuldbyrdelse nægtes, træffes alle passende skridt i henhold til national ret og nationale procedurer til at forsøge at sikre afgørelsens gennemførelse, herunder, hvis det er relevant, med bistand fra andre relevante fagfolk som f.eks. socialarbejdere eller børnepsykologer. Navnlig bør de myndigheder, der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse, eller retten i henhold til national ret og nationale procedurer forsøge at overvinde eventuelle hindringer forårsaget af en ændring af omstændighederne som f.eks. en tydelig indvending fra barnet, der først kommer til udtryk, efter at afgørelsen blev truffet, og som er så stærk, at det ville udgøre en alvorlig risiko for fysisk eller psykisk overlast for barnet, hvis den blev ignoreret.

(70)

Officielt bekræftede dokumenter og aftaler mellem parterne om separation og skilsmisse, som har bindende retsvirkning i en medlemsstat, bør behandles som svarende til »afgørelser« i forbindelse med anvendelse af reglerne om anerkendelse. Officielt bekræftede dokumenter og aftaler mellem parterne i sager vedrørende forældreansvar, som kan fuldbyrdes i en medlemsstat, bør behandles som svarende til »afgørelser« i forbindelse med anvendelse af reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse.

(71)

Selv om forpligtelsen til at give barnet mulighed for at udtrykke sine synspunkter i henhold til denne forordning ikke bør finde anvendelse på officielt bekræftede dokumenter og aftaler, bør barnets ret til at udtrykke sine synspunkter fortsat finde anvendelse i henhold til artikel 24 i chartret og i lyset af artikel 12 i FN’s konvention om barnets rettigheder som gennemført i national ret og nationale procedurer. Den omstændighed, at et barn ikke har fået mulighed for at udtrykke sine synspunkter, bør ikke automatisk være en grund til afslag på anerkendelse og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter og aftaler i sager vedrørende forældreansvar.

(72)

I sager vedrørende forældreansvar bør centralmyndighederne udpeges i alle medlemsstater. Medlemsstaterne bør overveje at udpege samme centralmyndighed for denne forordning, som er udpeget for Haagerkonventionen af 1980 og af 1996. Medlemsstaterne bør sikre, at centralmyndighederne har tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer til at udføre de opgaver, som de pålægges i henhold til denne forordning.

(73)

Bestemmelserne i denne forordning om samarbejde i sager vedrørende forældreansvar bør ikke finde anvendelse på behandling af anmodninger om tilbagegivelse i henhold til Haagerkonventionen af 1980, som i overensstemmelse med artikel 19 i nævnte konvention og Domstolens faste retspraksis ikke er sager, der vedrører realiteten i forbindelse med forældreansvar. Anvendelsen af Haagerkonventionen af 1980 bør imidlertid suppleres med bestemmelserne i denne forordning om internationale børnebortførelser og med denne forordnings kapitel om anerkendelse og fuldbyrdelse og kapitel om almindelige bestemmelser.

(74)

Centralmyndighederne bør bistå retterne og de kompetente myndigheder, i visse tilfælde også indehaverne af forældreansvar, i procedurer på tværs af grænserne og samarbejde både generelt og om specifikke sager, bl.a. med henblik på at fremme mindelige løsninger på familietvister.

(75)

Bortset fra i hastetilfælde og med forbehold af direkte samarbejde og kommunikation mellem retter, der er tilladt i henhold til denne forordning, kan anmodninger i henhold til denne forordning om samarbejde i sager vedrørende forældreansvar fremsættes af retter og kompetente myndigheder og bør indgives til centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor den anmodende ret eller den kompetente myndighed er beliggende. Visse anmodninger kan også fremsættes af indehavere af forældreansvar og bør indgives til centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor sagsøger har sit sædvanlige opholdssted. Sådanne anmodninger bør omfatte anmodninger om at give oplysninger og yde bistand til indehavere af forældreansvar, som ønsker at få afgørelser anerkendt og fuldbyrdet på den anmodede centralmyndigheds område, navnlig vedrørende samvær og tilbagegivelse af et barn, samt, hvis det er nødvendigt, oplysninger om, hvordan der opnås fri proces, anmodninger om at lette indgåelse af aftaler mellem indehavere af forældreansvar gennem mægling eller andre former for alternativ tvistbilæggelse og anmodninger til en ret eller kompetent myndighed om at overveje behovet for foranstaltninger til beskyttelse af et barns person eller formue.

(76)

Som eksempel på et hastetilfælde, der muliggør direkte indledende kontakt med retten eller den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat, kan nævnes en direkte anmodning til den kompetente myndighed i en anden medlemsstat om at overveje behovet for at træffe foranstaltninger til beskyttelse af et barn, hvis barnet formodes at være i overhængende fare. Forpligtelsen til at gå via centralmyndighedens kanaler bør kun bør være obligatorisk for indledende anmodninger; efterfølgende kommunikation med retten, den kompetente myndighed eller sagsøgeren kan også ske direkte.

(77)

Centralmyndigheder eller kompetente myndigheder bør ikke udelukkes fra at indgå eller opretholde eksisterende aftaler eller ordninger med centralmyndigheder eller kompetente myndigheder i en eller flere andre medlemsstater, som tillader direkte kommunikation i deres indbyrdes forbindelser. Kompetente myndigheder bør underrette deres centralmyndigheder om sådanne aftaler eller ordninger.

(78)

I specifikke sager om forældreansvar, der er omfattet af denne forordning, bør centralmyndighederne samarbejde med hinanden om at bistå retter og kompetente myndigheder samt indehavere af forældreansvar. Bistand fra den anmodede centralmyndighed bør navnlig omfatte lokalisering af et barn, enten direkte eller via retter, kompetente myndigheder eller andre organer, hvis dette er nødvendigt for at behandle en anmodning i henhold til denne forordning, og andre relevante oplysninger i procedurer i sager vedrørende forældreansvar.

(79)

Anmodede centralmyndigheder bør ligeledes træffe alle passende foranstaltninger til at lette kommunikation mellem retter, hvor det er nødvendigt, navnlig i forbindelse med anvendelsen af reglerne om overførsel af kompetence, foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger i hastesager, navnlig når de vedrører internationale børnebortførelser og har til formål at beskytte børn mod den alvorlige risiko, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, litra b), i Haagerkonventionen af 1980, samt litispendens og indbyrdes sammenhængende krav. Til dette formål er det muligt, at det i nogle tilfælde er tilstrækkeligt at give oplysninger med henblik på nærmere direkte kommunikation, f.eks. kontaktoplysninger til sociale myndigheder, netværk af dommere eller den kompetente ret.

(80)

For at opfylde målene med denne forordning og med forbehold af eventuelle krav i de nationale retsplejeregler bør en anmodende myndighed eller kompetent myndighed have skønsbeføjelse til frit at vælge mellem de forskellige kanaler til dens rådighed for at fremskaffe de nødvendige oplysninger.

(81)

Hvis der fremsættes en begrundet anmodning om en rapport eller andre relevante oplysninger i procedurer i sager vedrørende forældreansvar i den anmodende medlemsstat, bør centralmyndighederne, direkte eller gennem retter, de kompetente myndigheder eller andre organer i den anmodede medlemsstat udføre anmodningen. Anmodningen bør navnlig indeholde en beskrivelse af de procedurer, der er behov for oplysninger om, og af den faktiske situation, som gav anledning til procedurerne.

(82)

Hvis en ret i en medlemsstat allerede har truffet afgørelse i sager vedrørende forældreansvar eller påtænker en sådan afgørelse, og afgørelsens gennemførelse skal finde sted i en anden medlemsstat, bør retten kunne anmode retterne eller de kompetente myndigheder i denne anden medlemsstat om at bistå med gennemførelse af afgørelsen. Dette bør f.eks. gælde afgørelser, der giver ret til overvåget samvær i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, der har truffet afgørelsen, befinder sig, eller afgørelser, der omfatter eventuelle andre ledsagende foranstaltninger fra retterne eller de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor afgørelsen skal gennemføres.

(83)

Når en domstol eller en kompetent myndighed i en medlemsstat påtænker at anbringe et barn i en anden medlemsstat, bør der gennemføres en høring med henblik på at indhente godkendelse forud for anbringelsen. Retten eller den kompetente myndighed, der påtænker anbringelsen, bør indhente samtykke fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor barnet vil blive anbragt, inden den træffer afgørelse om eller arrangerer anbringelsen. I overensstemmelse med Domstolens retspraksis bør medlemsstaterne endvidere fastsætte klare regler og procedurer for den godkendelse, der skal opnås i henhold til denne forordning, for at garantere retssikkerhed og sikre hurtighed. Procedurerne bør bl.a. gøre det muligt for den kompetente myndighed omgående at meddele eller afslå godkendelse. Manglende svar inden for tre måneder bør ikke opfattes som godkendelse, og anbringelse bør ikke finde sted uden godkendelse. Anmodningen om godkendelse bør mindst være ledsaget af en rapport om barnet med en begrundelse for den påtænkte anbringelse eller det påtænkte plejeforhold, den forventede varighed af anbringelsen, oplysninger om eventuel påtænkt finansiering suppleret med alle andre oplysninger, som den anmodede medlemsstat måtte finde relevante, såsom enhver planlagt kontrol af foranstaltningen, vilkår for kontakt med forældrene, andre slægtninge eller andre personer, som barnet har et nært forhold til, eller grunde til, at sådan kontakt ikke påtænkes i lyset af artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. I tilfælde, hvor samtykke til anbringelse er givet for en bestemt periode, bør dette samtykke under hensyntagen til Domstolens retspraksis ikke finde anvendelse på afgørelser eller arrangementer, som forlænger anbringelsens varighed. I sådanne tilfælde bør der fremsættes en ny anmodning om godkendelse.

(84)

Når en afgørelse om anbringelse af et barn i en institution eller hos en plejefamilie påtænkes i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, bør retten på det tidligst mulige stadium af sagen overveje passende foranstaltninger for at sikre overholdelse af barnets rettigheder, navnlig retten til at bevare vedkommendes identitet og retten til at opretholde kontakt med forældrene eller, hvor det er relevant, andre slægtninge i lyset af artikel 8, 9 og 20 i FN’s konvention om barnets rettigheder. Hvis retten er bekendt med, at barnet har tæt forbindelse til en anden medlemsstat, kan passende foranstaltninger navnlig omfatte, hvis artikel 37, litra b), i Wienerkonventionen om konsulære forbindelser finder anvendelse, en meddelelse til den konsulære myndighed i denne medlemsstat. Der kan også gøres opmærksom på et sådant forhold gennem oplysninger fra centralmyndigheden i denne anden medlemsstat. Passende foranstaltninger kan ligeledes omfatte en anmodning i henhold til denne forordning til den pågældende medlemsstat om oplysninger om en forælder, en slægtning eller andre personer, der kan være egnede til at tage sig af barnet. Afhængigt af omstændighederne kan retten desuden anmode om oplysninger om procedurer og afgørelser vedrørende en forælder eller barnets søskende. Barnets bedste bør fortsat være det altafgørende kriterium. Navnlig bør ingen af disse bestemmelser berøre national ret eller nationale procedurer, der finder anvendelse på enhver anbringelsesafgørelse truffet af retten eller den kompetente myndighed i den medlemsstat, der påtænker anbringelse. Disse bestemmelser bør navnlig ikke forpligte myndighederne i den medlemsstat, der har kompetence, til at anbringe barnet i en anden medlemsstat eller yderligere inddrage denne medlemsstat i anbringelsesafgørelsen eller -sagen.

(85)

Eftersom tid er en afgørende faktor i sager vedrørende forældreansvar, bør de oplysninger, som der anmodes om i henhold til bestemmelserne i denne forordning om samarbejde, herunder vedrørende indsamling og udveksling af oplysninger, der er relevante i procedurer i sager vedrørende forældreansvar, og afgørelsen om at godkende eller give afslag på at anbringe et barn i en anden medlemsstat sendes til den anmodende medlemsstat af centralmyndigheden i den anmodede medlemsstat senest tre måneder efter modtagelsen af anmodningen, medmindre særlige omstændigheder gør dette umuligt. Dette bør omfatte en forpligtelse for den kompetente nationale myndighed til at give oplysningerne eller at forklare, hvorfor de ikke kan gives, til den anmodede centralmyndighed så rettidigt, at denne kan overholde den pågældende tidsfrist. Alle involverede kompetente myndigheder bør dog bestræbe sig på at svare endnu hurtigere end inden for denne maksimale tidsfrist.

(86)

Det forhold, at der skal indkaldes til centralmyndighedernes møder, navnlig af Kommissionen, inden for rammerne af Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område i overensstemmelse med beslutning 2001/470/EF, bør ikke være til hinder for, at centralmyndighederne afholder andre møder.

(87)

Medmindre andet er fastsat i denne forordning, finder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (9) anvendelse på medlemsstaternes behandling af personoplysninger, som finder sted under anvendelsen af denne forordning. For navnlig ikke at bringe behandling af en anmodning i henhold til denne forordning i fare, f.eks. om tilbagegivelse af et barn i medfør af Haagerkonventionen af 1980, eller om at en domstol overvejer behovet for at træffe foranstaltninger til beskyttelse af et barns person eller formue, kan underretningen af den registrerede som krævet i artikel 14, stk. 1-4, i forordning (EU) 2016/679, f.eks. om anmodede data til lokalisering af et barn, udsættes, indtil den anmodning, som disse oplysninger er nødvendige til, er behandlet. Denne undtagelse gøres i overensstemmelse med artikel 14, stk. 5, og artikel 23, stk. 1, litra f), g), i) og j), i forordning (EU) 2016/679. Dette bør ikke udelukke, at en mellemmand, ret eller kompetent myndighed, som oplysningerne er blevet sendt til, træffer foranstaltninger til beskyttelse af et barn eller foranlediger, at sådanne foranstaltninger træffes, hvis der er risiko for, at barnet lider overlast, eller der er tegn på en sådan risiko.

(88)

I tilfælde, hvor offentliggørelse eller bekræftelse af relevante oplysninger kan skade barnets eller en anden persons helbred, sikkerhed eller frihed, f.eks. tilfælde af vold i hjemmet, hvor en ret har truffet afgørelse om, at barnets nye adresse ikke må oplyses til sagsøger, tilstræber denne forordning at skabe en hårfin balance. Det bør fastsættes i forordningen, at en centralmyndighed, ret eller kompetent myndighed ikke bør offentliggøre eller bekræfte oplysninger, der er indsamlet eller videregivet med henblik på denne forordning, over for sagsøger eller en tredjepart, hvis den vurderer, at det kan skade barnets eller en anden persons helbred, sikkerhed eller frihed, men det bør dog understreges i forordningen, at dette ikke bør være til hinder for, at der indsamles og videregives oplysninger af og mellem centralmyndigheder, retter og kompetente myndigheder, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde forpligtelserne i henhold til forordningen. Dette betyder, at en anmodning, såfremt det er muligt og relevant, bør kunne behandles i henhold til denne forordning, uden at sagsøger har fået alle de oplysninger, der er nødvendige til at behandle den. Hvis national ret f.eks. giver hjemmel hertil, kan en centralmyndighed anlægge sag på vegne af en sagsøger uden at viderebringe oplysninger om et barns opholdssted til sagsøger. I tilfælde, hvor alene fremsættelse af en anmodning kan skade et barns eller en anden persons helbred, sikkerhed eller frihed, bør der ikke i henhold til denne forordning være pligt til at fremsætte en sådan anmodning.

(89)

For at sikre, at de attester, der skal anvendes i forbindelse med anvendelsen af denne forordnings kapitel III og IV, ajourføres, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for så vidt angår ændringer til bilag I-IX til denne forordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (10). For at sikre lige deltagelse i udarbejdelsen af delegerede retsakter modtager Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(90)

Kontinuiteten mellem konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union, om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager af 1998 (Bruxelles II-konventionen) (11), forordning (EF) nr. 1347/2000, forordning (EF) nr. 2201/2003 og nærværende forordning bør sikres, i det omfang bestemmelserne er uforandrede, og i den forbindelse bør der fastsættes overgangsbestemmelser. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til bl.a. Domstolens fortolkning af Bruxelles II-konventionen og (EF) nr. 1347/2000 og (EF) nr. 2201/2003.

(91)

Der erindres om, at for så vidt angår aftaler med et eller flere tredjelande, som er indgået af en medlemsstat inden datoen for dens tiltrædelse af Unionen, finder artikel 351 i TEUF anvendelse.

(92)

Hvilken lovgivning der finder anvendelse i sager vedrørende forældreansvar, bør fastsættes i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel III i Haagerkonventionen af 1996. Ved anvendelse af nævnte konvention i sager ved en ret i en medlemsstat, hvor denne forordning finder anvendelse, bør henvisningen i konventionens artikel 15, stk. 1, til »bestemmelserne i kapitel II« forstås som henvisninger til »bestemmelserne i denne forordning«.

(93)

For at denne forordning kan fungere efter hensigten, bør Kommissionen vurdere anvendelsen af den med henblik på om nødvendigt at foreslå de fornødne ændringer.

(94)

Kommissionen bør stille de oplysninger, som medlemsstaterne fremsender, til rådighed for offentligheden og ajourføre dem.

(95)

I medfør af artikel 3 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og til TEUF, har disse medlemsstater meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(96)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(97)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 41, stk. 2, andet afsnit, og artikel 46, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (12) og afgav udtalelse den 15. februar 2018 (13).

(98)

Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af forskellene mellem de nationale regler for kompetencer og anerkendelsen og fuldbyrdelsen af afgørelser, men kan på grund af denne forordnings umiddelbare virkning og bindende karakter bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —