Ny aftale er et skridt på vejen til et grønnere og mere klimavenligt Danmark

Ny aftale er et skridt på vejen til et grønnere og mere klimavenligt Danmark

En klimaafgift på landbruget er med den politiske aftale nu en realitet, og det vil sammen med den betydelige udtagning af arealer og skærpede krav til kvælstof reducere udledningen af drivhusgasser fra landbruget. Men der er brug for at holde nøje øje med implementeringen af aftalen, så omdannelsen af store landbrugsarealer til skov, natur og mindre intensiv dyrkning, og reduktion af udledningen fra dansk landbrug faktisk sker, og hurtigst muligt.

Et bredt flertal af landets partier har i dag landet Aftalen om Implementering af et Grønt Danmark, der samlet set vil skubbe til den nødvendige omstilling af dansk fødevareproduktion. Politisk er der nu fundet et fælles standpunkt, der åbner for en fælles vision om et andet, mere bæredygtigt Danmark. Aftalen vil føre til lavere drivhusgasudledninger, et mere bæredygtigt landbrug og et Danmark, hvor der er plads til meget mere natur.

Denne aftale har potentiale til at omdanne det Danmark, vi kender, til det bedre og for alvor starte udviklingen af fremtidens grønne fødevareproduktion. Den er et afsæt frem mod store, gode og nødvendige forandringer for Danmark,” siger direktør for CONCITO Christian Ibsen.

CONCITO har været med som videnspart i forhandlinger om den grønne trepart, og anerkender det hårde arbejde, der har ført til aftalen.

Visionen bag aftalen er den rette og indeholder de rette virkemidler, om end vi gerne havde set et større ambitionsniveau på klimaområdet med en højere afgift. Nu bliver det i stedet reduktion af kvælstof, der skal sikre, at landbruget leverer sin del af klimamålene frem mod 2030. Den indsats er vigtig at følge tæt," siger Christian Ibsen.  

Aftalens sikring af penge til plantefonden er et vigtigt skridt mod omstilling til en mere klimavenlig og plantebaseret produktion. Det er en nødvendig del af både Danmarks og verdens grønne omstilling. CONCITO havde dog gerne set en stærkere indsats for den nødvendige omstilling af vores fødevareforbrug," tilføjer han.

De næste års implementering bliver afgørende for, om aftalen kommer til at levere. Med en banebrydende, om end lav, klimaafgift på landbruget i 2030 afhænger klimareduktioner frem mod 2030 af en effektiv kvælstofregulering. Danmark skal nå ikke kun vandmiljømål, men også klimamål med en målrettet udtagning af landbrugsjord og markregulering af landbrugsarealerne frem mod 2030.

Det er vigtigt at sikre, at der løbende holdes øje med, at der sker markante fremskridt og at aftalen leverer på klima, miljø og natur, ellers vil den grønne trepart kun skuffe og det vil være nødvendigt at tage helt anderledes fat via fx regulering,” siger Christian Ibsen.

CONCITO vil opfordre til, at man starter arbejdet med en national arealstrategi. CONCITO anser det for at være et vigtigt led for at sikre den omfattende omlægning af de danske arealer, som aftalen lægger op.

Morten Lisberg

Aktiv i klimakampen og bl.a. selvstændig med rådgivnings- og regnskabsvirksomhed.

3u

Hvornår vil I, CONCITO, erklære at “skridt på vejen” er væsentligt utilstrækkeligt? For en række af os andre er der allerede og har været i mindst et år eller måske to. For med klimakrisen, så er der et tidspunkt for dette, men hvornår det ligger kommer an på opgørelse og antagelser, samt muligvis en vurdering.

Jan Søndergaard Hansen

Rådgiver | Facilitator | Underviser | Projektleder | Foredragsholder | Brancherapporter

1md

Et skridt på vejen? Det afhænger af implementeringen. Historisk virker frivillige aftaler ikke i landbruget, hvad er anderledes denne gang?

Jan Vejnaa Hansen

Energy and climate expert. Senior Specialist and Member of Board at Frederiksberg Forsyning A/S (posting as a private person)

1md

Med CONCITOs blåstempling af aftalen bliver det endnu engang klart, at "Danmarks grønne tænketank" ikke evner at bidrage til at løse samfundets største problem. Konsekvensen bliver mangel på rent drikkevand, mad, medicin og husly samt konflikter og krige. Et kollaps af samfundet. De fleste af naturens grænser (de planetære grænser) er for længst overskredne. Vores økosystemer er blevet ustabile. Hver eneste dag vi fortsætter de miljøbelastende aktiviteter, gambler vi med vores eksistensgrundlag, Målsætninger og tiltag med tidshorisonter i 2025, 2030 eller endnu værre i 2050 er helt utilstrækkelige og viser tydeligt, at man ikke har forstået eller ønsker at forstå videnskaben og den virkelighed, vi står i. Belastningen af økosystemerne skal stoppe nu. Ikke om 10 år, ikke om 2 år, men nu. Med trepartsaftalen formår man på elegant vis at gå helt uden om elefanten i rummet. “Alle” ved, hvad der er årsagen til landbrugets store klimabelastning. De mange millioner køer og grise. Løsningen er ligetil. Vi skal simpelthen bare have omlagt hovedparten af den industrielle animalske husdyrproduktion til plantebaseret fødevareproduktion. Men ingen siger det højt, og det bliver ikke adresseret i den nye aftale. https://vejnaa.dk/?p=1213

Hvis du vil se eller tilføje en kommentar, skal du logge ind