Årets Kvindelige Iværksætter: Her er min historie

Årets Kvindelige Iværksætter: Her er min historie

Et nyt år, en ny begyndelse og nye udfordringer venter. Jeg er blevet opfordret til at dele ud og fortælle min historie - med egne ord. Så her får du fortællingen om, hvordan jeg fik en titel, som Årets Kvindelige Iværksætter i Danmark, og hvad mit 2017 byder på.

Iværksætteri er kreativitet, selvstændighed og at ville mere

Intet er tilfældigt. Livet former sig efter vores handlinger og reaktioner. Jeg tror derfor, at det er vigtigt, at vi har en forståelse for, hvem vi er, hvordan vi er og hvorfor vi er, som vi er. Så kan vi bedre forstå, hvorfor vi reagerer, som vi gør. Her får du mit eksempel. Jeg er enebarn og vokset op ude på landet i Nordjylland, hvor der ikke altid var nogen at lege med. Men heldigvis er min mor billedkunst- og håndarbejdslærer, og har altid opfordret mig til at skabe ting. Min far var kartoffelavler, og jeg er vokset op med, at et arbejde ikke ‘bare’ er et arbejde. Et arbejde er et liv. Så de værdier har jeg med mig i dag, og de driver mig til at agere og reagere.


Jeg opdagede, at man kan alt

Efter gymnasiet flyttede jeg til Aarhus, som egentlig nok var første skridt i min dannelsesrejse. Jeg var 19 år og havde aldrig rigtig været i Aarhus før. Men blev hurtigt involveret i det sociale liv på skolen, blev instructor for de nye elever og endte som Chefredaktør på Skolebladet Commerciel, da jeg var 20 år. Her lavede jeg også mit første awardshow, på skolen, og fik overtalt en række kendisser til at deltage, som Bubber, Jon, Kato, Christian Brøns, Don Ø, Jakob Poulsen, Christian Stadil og Tina Dickow. Dét var første gang at jeg indså, at man kan alt, hvad man vil.

Efter min bachelor flyttede jeg kort tilbage til Aalborg og arbejdede på et mediehus, mens jeg tog nogle ekstra fag for at komme ind på min drømmeuddannelse på Copenhagen Business School. Dét jeg husker bedst fra min kandidat var en dag vi havde Claus Meyer som gæsteforelæser, det gjorde virkelig indtryk på mig. På CBS specialiserede jeg mig i kropssprog og salg, fordi jeg synes, at det var skørt, at man generelt ikke får undervisning i ikke verbal kommunikation, når dét nu er det eneste globale sprog.


Fra royale modeshows til iværksætter-redaktør

I København fik jeg et studiejob hos det danske designbrand Architectmade. Her skulle jeg ringe og sælge til designbutikker i England, og holde møder i London. Det var super hårdt arbejde, men jeg fik virkelig presset mig selv ud over min komfortzone, hvilket betyder, at jeg den dag i dag sagtens kan ringe til potentielle kunder.

Mens jeg arbejdede hos Architectmade fik jeg tilbudt en stilling hos Ole Yde, som var et af Danmarks mest luksuriøse modebrands. Her fik jeg super meget ansvar, og mødte nogle fantastiske mennesker, som virkelig troede på mig. Pludselig stod jeg og skulle arrangere modeshow for de kendte, og gav hånd til de kongelige. Det var en oplevelse jeg aldrig glemmer, og bekræftede mig igen i, at man kan gøre drømme til virkelighed.

Da jeg var ved at færdiggøre mit speciale fik jeg tilbudt et job som Chefredaktør for Trendsonline. Det var en iværksætterblog, der ville være et medie og være først på pletten, når det kom til nye iværksættervirksomheder og iværksætternyheder. Jeg blev introduceret pænt til iværksættermiljøet, som var en tæt omgangskreds, hvor alle kendte hinanden i København. Jeg mødte en masse spændende mennesker, som virkelig brændte for deres arbejde. Deres arbejde var deres liv, og jeg følte mig hjemme. Så jeg indså, at jeg sad på den forkerte side af skrivebordet.


Fra New York til Aalborg

Den eneste, der kunne sørge for, at jeg var lykkelig, var mig selv. Så jeg måtte gøre noget. Jeg mærkede efter og vidste, at jeg gerne ville have min egen virksomhed eller bo i New York, - eller begge ting. Så jeg sagde mit job op, og købte en flybillet til New York.

I New York havde jeg umiddelbart ingen planer. Jeg lovede mig selv at go-with-the-flow og tage imod de muligheder, der ville opstå. Jeg fik flere henvendelser via LinkedIn både om kaffe og rigtige jobtilbud i reklamebranchen. Jeg deltog også i flere events, bla. et af Verdens største tech-events Tech Crunch Disrupt, hvor jeg fik en kontakt, som senere tilbød mig et job, som ansvarlig for Europa på sit reklamebureau i New York. Folk havde sagt til mig, at man ikke bare kunne tage til NYC og få et job. Jeg havde ikke tænkt nærmere over det, for jeg ville bare se, hvor livet tog mig hen. Men da jeg fik 3 jobtilbud på samme dag, besluttede jeg mig for aldrig igen at lytte til dem, der siger, at man ikke kan. Man kan alt!

Til Tech Crunch Disrupt mødte jeg også stifterne af det danske startup AirHelp, som hjælper flypassagerer med at få kompensation for forsinkede fly. De tilbød mig jobbet som Landechef i Danmark, og jeg takkede ja, da jeg kunne lære rigtig meget af dem, og samtidig gerne måtte have mit eget startup. Så jeg flyttede hjem til Aalborg, og oprettede min første virksomhed, hvor jeg hjalp nystartede virksomheder med at komme i medierne. Det største jeg opnåede var 16 forskellige artikel-historier på 1 uge i de danske medier og fik fx AirHelp på forsiderne af alle de danske medier herhjemme. Jeg opnåede reach på over 40 millioner læsere om året for AirHelp, - mens jeg selv startede virksomhed ved siden af.

Fra min selvstændige fase var jeg pludselig klar til mere, jeg ville være iværksætter - og skabe noget banebrydende. Jeg gav mig i kast med en platform, som skulle matche upcoming designere med bloggere. Derfor lavede jeg det første digitale event i Modeugen i København: #FlavorsInspire. Jeg tog alt det jeg kendte fra et normalt event, og gjorde det digtialt. Så her lavede vi digitale goodiebags.

Så mens jeg var ved at skabe én banebrydende virksomhed, opstod ideen til en endnu bedre. Det er måske tabubelagt at tale om at lukke virksomheder. Men jeg kunne ikke dedikere mig 100% til 2 forskellige koncepter og virksomheder, så jeg måtte vælge. Jeg så lyset og det enorme potentiale i den digitale goodiebag, både som et medie og en markedsføringskanal. Den digitale goodiebag mindsker papirspild, generer værdifuld data for sponsorer og er bekvemmelig for slutbrugeren, der elsker goodiebags, men nu slipper for det unødige papirmateriale. Så efter lidt research og en fantastisk mavefornemmelse var jeg 100% sikker på, at GoodiePack, den digitale goodiebag skulle blive mit nye liv. I dag (red. 2017) er jeg 29 år, og jeg har nu brugt 1,5 år af mit liv på at udvikle et værktøj til at oprette digitale goodiebags, og udforske det enorme potentiale - og jeg elsker det!

Red. I dag (2020) benytter vi ikke længere ordet digitale goodiebag, da vi har lært at det er den direkte kanal til gæsten der er vigtigst. Systemet sørger for en personlig gæste/kundeoplevelse, som forbedrer både salg og service. Vi har fx kunder, hvor hver 3. gæst køber mere fordi virksomheden benytter vores software.


Sådan blev jeg Årets Kvindelige Iværksætter i Danmark

I 2016 var jeg så heldig at Google, PwC, Ase og Ivækst nominerede mig til Årets Kvindelige Iværksætter i Danmark, - og danskerne stemte på mig. Begrundelsen var, at jeg havde skabt en ny og effektiv kommunikations og salgskanal. Men jeg var samtidig en god rollemodel både som kvinde men også som nordjyde, der fik Aalborg på iværksætter-landkortet. Så tusinde tak for stemmerne! <3


Verden er fyldt med muligheder!

Jeg brænder for at inspirere og motivere andre, så skriv endelig, hvis du har brug for en oplægsholder! Jeg lover det ikke bliver kedelig ;) Du kan fange mig på [email protected]


Tak for en fed historie :-)

Du er så sej - godt gået 👍🏻😊

Carina Svendsen

Skab et liv med penge nok (rådgiver, foredragsholder, underviser & forfatter)

YES - tak fordi du delte din historie 😊 Når folk giver "gode råd", er det ofte (hvis ikke altid) ord der bliver brugt til at overbevise dem selv i ikke at gå efter det de vil. En klog mand sagde engang "Det fantastiske ved IKKE at gå efter dine drømme er, at illusionen forbliver intakt" - men livet bliver også hurtigt formålsløst og frustrerende. Hurra for dig 😊👍

Stephan Lundtoft Nielsen Bæredygtig Måtteløsninger

Kontakt 70202001 og hør hvordan du opnår store besparelser. Gør som kommunerne, som sparer millioner.

Fantastisk at alt er mulig, Du brænder igennem som passioneret iværksætter, tak for det, .... en dejlig bekræftelse på at alt er muligt👌

Trine Winkel

Produktspecialist hos Olympus, fleksibel endoskopi og endoterapi

Dejlig artikel Du brænder virkelig for det du laver☺ Sindsygt motiverende for mig der kun lige er igang med at tro på det jeg er ved at starte op. Du fik mig til at indse hvorfor jeg aldrig har tænkt arbejde som et arbejde. Mine forældre var selvstændige, i kælderen i mit barndomshjem, så det var deres liv, ikke deres arbejde Det har jeg aldrig tænkt på før. Nu giver ALT mening

Hvis du vil se eller tilføje en kommentar, skal du logge ind