Vilhelm Lorenzen

Vilhelm Lorenzen, Vilhelm Birkedal Lorenzen, 27.1.1877-11.9.1961, arkitekturhistoriker, lærer. Født i Gislev, død på amtssygehuset i Gentofte, begravet i Kbh. (Vestre). L. blev student 1895 fra Odense, cand.mag. 1901 med historie som hovedfag, dr.phil. 1921. Som lærer underviste han bl.a. på Statens lærerhøjskole 1912-27, på marinens skoler 1909-39 og på Metropolitanskolen 1920-46 hvor han 1942-45 var kst. rektor. Han har desuden holdt forelæsninger på kunstakademiet over arkitekturens og dekorationens historie 1906-14. Som pædagog fremhævede han mindesmærkernes betydning for historieundervisningen (Vor Ungdom, 1934) og som agitator og organisator, som foredragsholder og forfatter gjorde han et stort arbejde for at vække interessen for arkitekturen, dens historie og dens sociale betydning og fik tillige i betydelig grad indflydelse på samtidens bygningskunst og byplanlægning. Efter en længere udenlandsrejse (1904-05) gav et ophold i Vejen stationsby ham et sørgeligt indtryk af det hæslige byggeri på landet og i artikler i Dansk Tidsskrift, 1905 og andetsteds slog han da til lyd for en bedre byggeskik i tilslutning til hjemlige traditioner. Dette medførte at han blev formand for et af landbrugsministeriet nedsat udvalg der gav tegninger til husmandsboliger (1909). Sammen med arkitekt P. Holsøe holdt han 1910 et kursus i Skaarup for de tekniske skolers lærerstab, hvilket gav stødet til en gennemgribende omlægning af de tekniske skolers undervisning i bygningsfagene og til de senere fortsatte bygmesterkurser. L. var endvidere medstifter af Foreningen til gamle bygningers bevaring 1907 og blev dens sekretær. På denne post, som han beklædte indtil 1947, gjorde han et pionerarbejde for at få gennemført bygningsfredningsloven. Efter lovens vedtagelse 1918 var han indtil 1954 medlem af Det særlige bygningssyn og virkede bl.a. for at ejendomsskylden for fredede bygninger blev nedsat. L. tog også ivrig del i dannelsen af den 1915 stiftede landsforening Bedre byggeskik, hvis formand han var 1926-33. Det var især af stor betydning at han som sekretær i et forretningsudvalg udarbejdede Bebyggelsesplaner for Landkommuner, 1918 der i virkeligheden gav stødet til den senere byplanlov. Det var et arbejdsfelt han fortsatte med stor iver, han deltog bl.a. i kongresser og udstillingsarbejde (Göteborg 1923) og udkastede ideen til det 1921 stiftede Dansk byplanlaboratorium hvor han var bestyrelsesmedlem indtil 1943, og han var endvidere initiativtager til Købstadforeningens fotostatiske arkiv for ældre håndtegnede kort over danske købstæder, oprettet 1936. 1917-20 var L. redaktør af Architekten og deltog desuden i redaktionen af Danske Herregaarde ved 1920, Danske Herregaardshaver og Nordisk Kultur.

L.s litterære produktion var meget omfattende. 1906 udsendte han sin første selvstændige bog om Vor Frue kirke og hospitalet i Århus og siden fortsatte han sine studier over vor middelalderlige arkitektur i det store, bredt anlagte værk om de danske klostres bygningshistorie hvor han bind for bind gennemgik de enkelte ordners klostre. Han skrev endvidere indledningen til Mogens Clemmensens værk om Kalundborg kirke. Mere populært anlagt er Roskilde Domkirke, 1924 og Vor Frue Kirke. Københavns Domkirke, 1927 samt De gamle danske Domkirker, 1948. Renæssancetiden behandlede han i Ranizauske Borge og Herresæder i 16. Aarh., 1912, Det danske Hus I, 1920 (skrevet til brug for de tekniske skoler) og i sin doktordisputats Studier i dansk Herregaards Arkitektur i 16. og 17. Aarh. , 1921.Talrige andre oplysninger om herregårdsbygninger nedlagde han i sine afsnit af Danske Herregaarde ved 1920. Rosenholm har han studeret to gange, først i Palle Rosenkrantz" værk, 1924, siden i Rosenholms Bygmestre, 1937. Som sekretær i foreningen Gamle bygningers bevaring forfattede han så godt som alle foreningens publikationer og skildrede bl.a. Helsingørs og Næstveds borgerlige bebyggelse og behandlede baroktidens arkitektur i arbejder som Christianshavns borgerlige Bygningskunst, 1914, Landgaarde og Lyststeder I-II. 1916 og 1920, Københavnske Palæer I-II, 1922 og 1926, Dansk Herregaardsarkitektur fra Baroktiden I-II, 1928 og 1935, Lambert van Haven, 1936. I denne sammenhæng kan også nævnes Den reformerte Kirke, s.m. Alf Jørgensen, 1913 og Gamle københavnske Huse, 1927, endvidere Bevaringsproblemer I-IV, 1944-47 og Peter Meyn, 1939. I forbindelse med sin varme interesse for byplanlægning udgav han 1930 Haandtegnede Kort over København 1600-60, 1942 fortsættelsen Haandtegnede Kort over København 1660-1757, Det gamle København som Arkileklurby, 1932 og Christian IVs Byanlæg, 1937. Mere periferisk i hans produktion står Maleren Hilker, 1908 og indledning til Dansk Arkitektur gennem 20 Aar, 1912.

Som kulmination på sit rige forfatterskab udgav L. i årene 1947-58 Vore Byer I-V med undertitlen Studier i Bybygning. Det er en milepæl i dansk arkitekturhistorie hvor L. med sin universelle viden skildrer de danske byers byplanmæssige og arkitektoniske udvikling fra middelalderens slutning til omkring 1870 og understreger, som det er karakteristisk for hele hans forfatterskab, sammenhængene med sociale og kulturelle forhold. 1953 skrev L. biografien om Axel Urup. Som forfatter arbejdede L. hurtigt og ivrigt. Ikke altid lykkedes det for ham at føre detailanalysen til bunds, men før nogen anden dansk arkitekturhistoriker viste han at den hjemlige gotik og barok var et studium værd, ligesom hans byplanstudier brød nye baner. Fra behandlingen af det enkelte bygningsværk stræber han frem mod sammenhæng og oversigt og han fremstiller altid problemerne populært og almenfatteligt, hvilket utvivlsomt har bidraget til at vække og styrke en bredere forståelse for bygningskunsten. L. blev overordentligt medlem af Akademisk arkitektforening 1924 og modtog 1957 foreningens æresmedalje. Korresponderende medlem af Kungl. vitterhets, historie och antikvitets akademien 1942 samt æresmedlem af Foreningen til norske fortidsminnesmerkers bevaring 1945.