Lorents Petersen

Lorents Petersen, Niels Lorents(z) Petersen, 13.2.1814-25.6.1894, socialistisk agitator. Født i Kbh. (Ty. ref.), død sst., begravet sst. (Ass.). Efter at være blevet udlært som buntmagersvend hos J. L. Høppner i Kbh. gik P. på valsen, først i Jylland og på Sjælland, senere i Tyskland, Frankrig, Belgien og Schweiz. Han synes allerede 1838 at have tilsluttet sig en klub af "Det unge Tyskland" i Paris, og 1842 blev han i Lausanne medlem af den tyske socialist Wilh. Weitlings organisation "De retfærdiges Forbund". Han arbejdede i de følgende årtier i en række europæiske byer og var samtidig overalt aktiv i de arbejderforeninger der samlede oppositionelle håndværkere. Han synes således også at have været medlem af det revolutionære Kommunisternes forbund 1847-51 og skal på denne tid blandt danske håndværkere i Paris være blevet karakteriseret som "enragirter Communist". P. opholdt sig i 1850erne og 60erne mest i Paris, hvor han blev formand for den tyske arbejderforening og fra 1864 korrespondent til lassalleanernes blad Der Sozial-Demokrat i Berlin. Han var efter 1. Internationales dannelse 1864 medstifter af og meget aktiv i dennes tyske parisersektion og han nød trods sin erklærede lassalleanisme tillid i det marxistisk dominerede generalråd. Samtidig havde han en tæt forbindelse til Internationales vigtigste repræsentant på kontinentet, Johann Phillipp Becker i Genève, gennem hvis blad Der Vorbote han erfarede, at der i Kbh. fandtes en gruppe med sympati for Internationale. Det var medlemmer af Kjøbenhavns arbejderforening hvis formand, venstrepolitikeren Carl Reinhold Jensen, abonnerede på Der Vorbote. Skønt Jensen i skuffelse over "grundlovsforræderiet" 1866 kort efter trak sig ud af politik, synes der fortsat at have været en lille gruppe radikale demokrater i Kbh. Dem opsøgte P. i foråret 1868. Han fik kontakt med guldsmed W. Holm og kortklipper O. C. Andersen, med hvem han resten af livet korresponderede. Mødet synes ikke at have bragt resultater. I april 1870 rejste P. igen til Kbh., denne gang som godkendt udsending for Internationales generalråd og med den opgave at etablere en sektion af Internationale her. 21.4. holdtes der hos den senere ledende socialdemokrat Anthon Mundberg et møde, hvor ni "socialister" besluttede at danne en sektion der dog næppe blev til noget. P. anmodede generalrådet om at udnævne en sekretær for Skandinavien og sende agitationsmateriale til Kbh. Først da Louis Pio 1871 stiftede den danske sektion af Internationale blev en varig organisation skabt, tydeligvis med inspiration fra og kontakt til P.s nære forbindelsesmand Becker, men næppe med direkte medvirken fra P.s side. Han fortsatte sit virke og sit næsten rastløse rejseliv mellem de europæiske storbyer. Fra 1872 havde han regelmæssig kontakt til den danske socialistiske bevægelse, skaffede "Socialisten" korrespondancer fra Paris og London og sendte pengebidrag hjem til strejker og senere til forsamlingsbygningen i Rømersgade og til Arbejdernes Fællesbageri. Hans vurdering af Pio var ret kritisk og efter førernes "flugt" 1877 direkte negativ. P. synes herefter at have mistet interessen for dansk arbejderbevægelse, selvom han jævnligt besøgte venner og familie her i landet. I Frankrig var han fortsat aktiv i den tyske arbejderforening og opretholdt sin nære forbindelse til Becker i Genève. P. døde under et besøg i Kbh. Både her og i udlandet blev han mindet for sit usvigelige socialistiske engagement. Han tilhørte den store gruppe af internationalt orienterede håndværkere der fra 1830erne til 1870erne skabte det specielle europæiske socialistiske og radikalt demokratiske miljø der var en vigtig forudsætning for den organiserede nationale og internationale arbejderbevægelses opståen. Han bidrog utvivlsomt også til at skabe grundlaget for den socialistiske bevægelse i Danmark og dennes internationalistiske præg.