Kay Fisker

Kay Fisker, Kay (ved dåb Kai) Otto Fisker, 14.2.1893-21.6.1965, arkitekt. Født på Frbg, død i Kbh., urne på Søllerød kgd. F. tog realeksamen 1909 og blev allerede s.å. optaget på kunstakademiets arkitektskole. Det var en tidlig start, men han havde ambitioner og gjorde sig hurtigt gældende. 1912 blev han medarbejder på Anton Rosens tegnestue hvor en kreds af talentfulde unge fandt frie og inspirerende arbejdsforhold. S.m. en af arbejdsfællerne her, Aage Rafn, vandt han 1915 en konkurrence om stationsbygninger til Almindingen-Gudhjem jernbane på Bornholm, og de blev opført 1915– 16. Idégrundlaget: en beskeden, "uofficiel" udformning med tilknytning til lokal byggeskik var ikke noget nyt (jf. "stationsbyen" på landsudstillingen i Århus 1909 hvor A. Rosen var arkitekt), men det blev her gennemført med en hidtil uset konsekvens i formernes forenkling og detaljeringens raffinement. I videre forstand blev netop denne akkord et særkende for F.s arkitektur der forfinede uden at forny.

Fra Bornholm tog F. en tid til Stockholm hvor han arbejdede hos Sigurd Lewerentz og Gunnar Asplund. Den svenske nyklassicisme i disse to arkitekters artistisk blændende fortolkning fik afgørende betydning for ham. Påvirkningen spores direkte i nogle konkurrenceprojekter og i hans første villa, bygget på Rønnebær allé i Snekkersten 1918. I øvrigt fik han hurtigt en række opgaver inden for boligbyggeriet der efter den første verdenskrig prægedes af den såkaldte statsboligfondsperiode med store, samlede karrébebyggelser. F. skabte vel heller ikke på dette område fornyelse, men han dyrkede og forædlede formen i en grad der har placeret mange af hans arbejder blandt de ypperste inden for disse års etagehusbyggeri, således Hombcekhus v. Borups allé og Agade, 1922, Jagtgården v. Jagtvejen på Østerbro, 1924 (s.m. Chr. Holst) og Glænøgård v. Vognmandsmarken, 1927. Akademiet tildelte ham 1927 Eckersberg-medaljen for hans karrébyggeri. – F. blev 1919 redaktør af tidsskriftet Architekten og forstod i denne egenskab at påvirke udviklingen, ligesom bladets typografi blev lagt om så den repræsenterede nyklassicisme med en grafisk elegance der var eksklusiv indtil grænsen af læselighed. S.å. blev F. assistent ved undervisningen på akademiets arkitektskole hvorfra han i øvrigt – nærmest som en "afterthought" – fik afgang 1920. Allerede 1924 blev han docent i boligbyggeri.

Fra 1929 til 1943 havde F. en meget omfattende produktion i kompagniskab m. C. F. Møller. De væsentligste arbejder fra denne periode, som bryder med nyklassicismen, er boligbebyggelsen ved Set.Jørgens sø, Vodroffsvej 2-4,1930, boligbebyggelsen på hjørnet af Rosenørns allé og Åboulevarden, 1933, Århus universitet, 1932 f. (delvis s.m. Povl Stegmann) samt Vestersøhus v.Vester Søgade, 1935-38. Den internationale funktionalisme satte sig spor i disse år, men det var vel i ikke ringe grad F.s fortjeneste at den snart modificeredes og fik et vist indslag af hjemlige traditioner. Mens den horisontale effekt i bebyggelsen ved Set. Jørgens sø er programmatisk er den i Vestersøhus vokset frem af bebyggelsens program og indre struktur.

Århus universitet er i særlig grad blevet en eksponent for det bedste i 30ernes danske arkitektur. Den decentraliserede disposition, samspillet med parken – hvis landskabelige udformning skyldes havearkitekten, prof. C. Th. Sørensen -og de lyse, krystallinske bygningslegemer har nok indirekte berøring med udenlandske idealer, men indflydelsen er fordøjet og helheden forlenet med en tone af beskeden værdighed som i hvert fald ikke er hentet udenvælts. Universitetet har siden 40erne fået en enorm udbygning og står i dag navnlig som C. F. Møllers værk, men F.s betydning for den grundlæggende intonation i anlægget bør ikke overses. De to arkitekter fik i 1947 tildelt C. F. Hansen-medaljen for universitetsbyggeriet. – F. blev 1936 professor ved akademiet og øvede til sin afsked 1963 en meget stor indflydelse på undervisningens standard og de studerendes skoling, og det var hans fortjeneste at han i sine forelæsninger søgte at holde vinduerne åbne til en større verden. 1940 blev han formand for akademiets skoleråd og 1941 dekan for arkitektskolen. I øvrigt var F. 1937-42 formand for Akademisk arkitektforening og fik 1962 tildelt foreningens æresmedalje.

Et bemærkelsesværdigt arbejde fra 40erne og begyndelsen af 50erne var bebyggelsen i sanerings-kvarteret Adelgade-Borgergade (s.m. Eske Kristensen). Det var i sit program en meget bunden opgave, og besættelsestidens materialesituation medførte yderligere begrænsning i den arkitektoniske handlefrihed. Af en oprindelig vision om et beplantet engelsk square eller måske snarere en drøm om Place des Vosges i nutidig regie kom der – groft formuleret – en forvokset rækkehusbebyggelse. Og alligevel: der er noget grandiost og velskolet over dette byggeri som hævder sig ved siden af andres misgerninger i kvarteret. At F. magtede det mere renlivede højhusbyggeri skulle i hvert fald vise sig i løbet af 60erne. Efter at samarbejdet med C. F. Møller var ophørt 1943 har F. bl.a. opført den sydøstlige del af boligbebyggelsen Voldparken i Husum og Voldparkens skole, 1952-56 og Nygårdsparken i Brøndbyøster, 1952-59. Det er bebyggelser der markerer en ny teknologisk æra med en industrialiseret byggeproces hvor F. viste sit mådehold og sikre omdømme i den arkitektoniske behandling af præfabrikation og elementsystemer.

Et fornemt, men mere specielt arbejde er Mødrehjælpens byggeri ved Strandboulevarden, 1953– 54 hvis skarptskårne husblokke er føjet virtuost sammen i en rytmisk helhed. Der er ikke gjort nogen indrømmelse til sentimentaliteten, knap nok til almindelig venlighed, men i formgivningens prægnans har byggeriet fået et usædvanligt kunstnerisk format. F.s sidste store arbejde blev Det danske institut i Rom (1964-67, s.m. R. Duelund Mortensen og Sv. Høgsbro). Det er nok først og fremmest karakteristisk for den ambition og evne til forenkling der gav mange af hans arbejder en tone af monumentalitet. Ved siden af de store byggeopgaver har F. gennem årene beskæftiget sig med møbler, kunsthåndværk o.iign. Af særlig værdi er hans arbejder i sølv for hofjuvelerer Michelsen og et banebrydende arbejde med skibsaptering (Bornholmerbåde, Englands- og Norgesbåde).

F. var både 1952 og 1957 gæsteprofessor ved Massachusetts Institute of Technology, Boston, USA, og har holdt forelæsninger ved en række andre amerikanske universiteter. Han modtog mange udenlandske æresbevisninger. Han var således medlem af det svenske Kungl.akademien, Honorary Member af det engelske RIBA, The Royal Society of Arts, London, The American Institute of Architects og af Akademie der Künste, Berlin. F. har haft en usædvanlig omfattende produktion, men han har alligevel magtet at give langt de fleste arbejder et personligt præg skønt han samtidig har været et følsomt barometer for tidens tendenser. Han har visselig ikke brudt nye veje, men han har set hvor de førte hen og har haft en lykkelig, kritisk evne til at sortere hektiske luner i formgivningen fra. Han er ikke profeten, men den forfinede æstetiker, der sparer på sine virkemidler, og derfor er der i bedste fald noget lutret og tidløst over hans omsorgsfuldt gennemarbejdede huse.